Nicki Pedersen drømmer om landstrænerjob

Den tidligere verdensmester i speedway, Nicki Pedersen, drømmer om at blive dansk landstræner. Han mener, at det vil være en interessant udfordring, når han engang slutter sin karriere som aktiv.

Det skriver jv.dk.

- Jeg tror, at jeg kunne være den rigtige mand til jobbet. Jeg har jo prøvet det hele med op- og nedture, så jeg har den nødvendige erfaring, siger Nicki Pedersen.

Nicki Pedersen vandt VM i både 2003 og 2008. Men har eksempelvis i år kørt en skidt sæson i VM-serien, hvor han allerede på nuværende tidspunkt har opgivet håbet om en topplacering.

- Jeg er desperat og opgivende lige nu. Det må jeg erkende, for jeg føler virkelig, at jeg har haft så meget modgang i år. Det er et langt mareridt lige nu, sådan føles det i hvert fald, indrømmer Nicki Pedersen

Han sidder ude med skulderproblemer efter et styrt. Og det er tiden væk fra cyklen, der har fået ham til at reflektere over fremtiden.

- Når det går dårligt, begynder man selvfølgelig at tænke lidt længere frem i tiden. Og jeg vil da gerne have med den danske speedway-elite at gøre, når jeg stopper karrieren, siger han.

/ritzau/

Speedwaykøreren Nicki Pedersen mener, at han vil være den helt rigtige som dansk landstræner, når han engang stopper sin aktive karriere.

Offentliggjort Sidst opdateret