Nicki Pedersen kæmper mod pensionen og satser på comeback i 2023

Nicki Pedersen var lørdag 13. august til legendetræf i forbindelse med VM-grandprixet i Cardiff. Her smed han krykkerne i et par timer for at hilse på gamle venner og rivaler. Ved siden af sig har han sin kæreste, Anna Natascha Öhlin. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

Nicki Pedersen genoptræner efter karrierens mest smertefulde skade. Han er overbevist om, at han kan udsætte speedwaypensionen og gøre comeback i 2023.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et oprids af speedwaykøreren Nicki Pedersens skader og brækkede lemmer i løbet af mere end to årtier på topplan kunne i sig selv fylde en avisside. Sådan er det, når man altid kører lige til grænsen for at være slaggerbanens hurtigste.

Selv om førligheden og karrieren tidligere har været i fare, står ingen af de mange skader og genoptræninger dog mål med den comebackjagt, som den 45-årige fynske fartdjævel nu er i gang med.

Søndag 5. juni var han offer for et karrieretruende styrt i Polen. Han brækkede bækkenet to steder, rev hofteleddet af led og mistede efterfølgende en liter blod på hospitalet.

Siden var han tvangsindlagt på sofaen, før han med hjælp fra krykker igen kunne bevæge sig rundt. I det små er han også påbegyndt genoptræningen mod det altoverskyggende mål: at være klar til den nye speedwaysæson i april 2023.

- Det her er klart den hårdeste proces, jeg nogensinde har været igennem. Da jeg brækkede nakken, var det farligt for mig, men det gjorde ikke ondt. Normalt bøvler jeg ikke med smerter, for jeg har en høj smertetærskel, men den her gang har det været ulideligt, siger Nicki Pedersen.

Selv de mest simple hverdagsopgaver har medført smerter, som han med egne ord end ikke ønsker for sin værste fjende.

- Jeg har skånet mig selv mere nu end ved tidligere skader, selv om jeg altid har været god til at lytte til læger og fysioterapeuter. Det hjælper ikke at lege supermand, når selv små ting kan belaste en forkert.

Nicki Pedersen kunne godt se sig selv overtage landstrænerjobbet, når Hans Nielsen stopper til nytår. Det skal dog være under forudsætning af, at Nicki Pedersen samtidig kan køre videre som aktiv. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

- Så når jeg skal have underbukser på, så står jeg altså ikke op, men sætter mig ned på toilettet eller badekarret for ikke at belaste noget, siger speedwaykøreren.

Ni uger efter ulykken er genoptræningen stadig på et spædt stadie. I sidste uge lavede han de første elastikøvelser.

- Jeg lå på gulvet og lignede en hund, der tissede. Det var super givtigt, men det var fandeme også hårdt, når jeg ikke havde lavet noget i to måneder. Heldigvis er min grundform god, siger Nicki Pedersen.

Det behager ham heller ikke "at ligne en spasser", når han smider krykkerne i et par timer og bevæger sig langsomt og besværet rundt.

Det store spørgsmål er, hvad der driver den tredobbelte verdensmester til at jagte endnu et comeback på den største scene. Han har vundet så godt som alt, og med en trods alt fremskreden speedwayalder lurer pensionen alligevel inden for en overskuelig årrække.

- Det er da rigtig nok, at jeg ikke mangler at vinde noget bestemt, og jeg skal ikke opnå noget for andres skyld. Men jeg lever af og for sporten, jeg brænder virkelig for den. Selvfølgelig skal jeg ikke slå mig selv til lirekassemand, men jeg har stadig meget at give, siger Nicki Pedersen.

- Og så må man heller ikke glemme, at speedway er mit levebrød, tilføjer han.

Fynboen er gået fra at indtage 25 til 15 smertestillende piller dagligt. Det tal skal dog langt længere ned, før det er realistisk at sætte sig op på en speedwaycykel.

- Jeg er på vej ud af mine piller mod nervesmerter, for de hjælper mig ikke nok. Og jeg vil også gerne ud af mine morfinpiller, for dem bliver man altså ikke klogere af at tage.

- Jeg kan selvfølgelig ikke køre, hvis jeg har en masse smerter. Det giver sig selv. Men hvis jeg skal tage flere smertestillende piller, end jeg kan drikke energidrikke inden et løb, er det selvfølgelig ikke holdbart.

- Heldigvis går helingsprocessen og alt andet i den rigtige retning. Jeg skal nok komme tilbage og køre stærkt. Giv mig tre træninger i marts, så er jeg lige så hurtig som tidligere, når sæsonen begynder i april, siger fynboen med vanlig selvsikkerhed.

/ritzau/

Blå bog om Nicki Pedersen

Nicki Pedersen har ingen planer om at parkere speedwaycyklen, selv om han atter er ramt af en alvorlig skade. Her er en blå bog om speedwaystjernen:

* Navn: Nicki Pedersen.

* Født: 2. april 1977 (45 år).

* Bopæl: Middelfart.

* Familie: Børnene Mikkel og Mikkeline. Kæreste med Anna Natascha Öhlin Hoe.

Meritter i VM-serien:

* VM-grandprixdebut: 3. juni 2000 i Linköping.

* Antal VM-grandprixer i karrieren: 177.

* Antal VM-grandprixsejre i karrieren: 17.

* Antal finaler i VM-grandprixer: 64.

* Antal VM-heats: 1015 (336 heatsejre).

* Bedste sæsonplacering i VM-serien: Verdensmester tre gange (2003, 2007, 2008).

* Seneste VM-grandprix: 6. oktober 2018.

Øvrige meritter:

* Verdensmester for hold med Danmark fire gange (2006, 2008, 2012, 2014).

* Dansk mester syv gange (2002, 2003, 2005, 2006, 2008, 2009, 2011).

* Årets sportsnavn i 2003.

* B.T. Guld (årets sportspræstation) i 2003 og 2007.

Kilder: speedwaygp.com og nickipedersen.com.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu