Nicki Pedersen nærmer sig afklaring på grim skade
Billedet her er fra september sidste år, hvor Nicki Pedersen styrtede i Tjekkiet. Styrtet medførte en grim skade og kostede flere måneders pause fra speedway. Foto: /ritzau/AP/David Tanecek
/ritzau/AP/David Tanecek/arkivfoto
Onsdag skal Nicki Pedersen skannes igen. Herefter ved han, hvornår han kan gøre comeback efter en nakkeskade.
Den danske speedwaykører Nicki Pedersen kommer heller ikke til at deltage i lørdagens VM-grandprix i Cardiff, men i løbet af den kommende uge bliver han klogere på, hvornår han igen er skadefri og kan måle sig med verdenseliten.
- Jeg skal skannes onsdag, og så bliver jeg forhåbentlig klogere, når jeg får svarene, siger Nicki Pedersen.
Skanningen skal fastslå, hvordan nakkehvirvlerne er helet efter et voldsomt styrt i en dansk ligamatch mellem Esbjerg og Holsted 24. maj.
Her kørte han sammen med den anden faste danske VM-kører, Niels-Kristian Iversen, og Nicki Pedersen fløj flere meter gennem luften, før han landede uheldigt.
Siden har den tidligere verdensmester levet i uvished for, hvornår han igen kunne køre løb. Grandprix for grandprix har han måttet melde afbud.
Da han i sidste uge på sin hjemmeside bekendtgjorde, at han ikke kommer op på speedwaycyklen i Cardiff, var det samtidig med håbet om et snarligt comeback.
- Nicki knytter sig til håbet om at vende tilbage på cyklen sidst i juli, men vil tage lægerne/specialisterne med på råd, inden gashåndtaget bliver drejet i bund igen, lyder det på hjemmesiden.
Ekspertvurderingerne får han, når der kommer svar på onsdagens skanning.
Ligesom i de seneste tre VM-grandprixer overtages Nicki Pedersens VM-plads i Cardiff af en anden dansker, Peter Kildemand, der er VM-seriens førstereserve.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned