Nicki Pedersen stoppet i Cardiff

Den danske speedwaykører Nicki Pedersen blev udelukket ved det engelske grandprix i semifinalen. Hans Andersen sluttede som nummer tre i finalen.

Nicki Pedersens forfærdelige sæson fortsætter. Skader og problemer med udstyret har plaget speedwaykøreren undervejs i grandprix-sæsonen, hvor danskeren også har følt sig forfulgt af tvivlsomme dommerkendelser. For en måned siden blev Nicki Pedersen udelukket fra finalen ved grandprix-afdelingen i Sverige efter et styrt, der primært involverede russiske Emil Sayfutdinov og Jason Crump fra Australien.
Her til aften blev danskeren igen udelukket - denne gang i semifinalen efter en episode, hvor Nicki Pedersen stødte sammen med landsmanden Hans Andersen.
Aftenens finale blev vundet af Jason Crump, der ligner en ustoppelig mand i grandprix-serien. Australieren kørte maksimale 24 point i hus. Dermed øgede Crump afstanden til den forsvarende verdensmester Nicki Pedersen.
Hans Andersen kørte sig frem til finalen i Cardiff, hvor han sørgede for den første danske podieplads i årets grandprix-serie, da han sluttede som nummer tre.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret