Nicolai J. nyder et liv uden skideballer
Normalt er det en drøm for raske fodbolddrenge at få en professionel kontrakt i udlandet, men spørger man FC København-profilen Nicolai Jørgensen, har det snarere været en drøm at komme hjem.
Jørgensen kom i sommer til FCK på en lejekontrakt fra Bayer Leverkusen, hvor han har været de sidste to år. I foråret var han dog lejet ud til bundholdet Kaiserslautern, der endte med at rykke ned.
- Jeg havde to gode år i Tyskland med både op- og nedture. Jeg lærte rigtigt meget af det, i min alder faktisk mest af nedturene. Jeg står rigtig godt rustet, hvis muligheden dukker op igen. Det er ikke en drøm, der er slukket.
- I den sidste ende er spilletid vigtigst, og for mig er FC København en europæisk topklub. At kunne bo i nærheden af, hvor man er vokset op, det må være det bedste liv, man kan have som fodboldspiller, siger Nicolai Jørgensen.
Han tilbragte et halvt år i Kaiserslautern på et tidspunkt, hvor klubben havde dårlige resultater, og hvor atmosfæren var derefter.
- Det var utrolig hårdt. Det pres, der er for at vinde i de store klubber, er slet ikke noget i sammenligning med det pres, der er for at undgå nedrykning.
- Stemningen i klubben var dårlig, vi trænede ekstra hårdt, og holdet fik skideballer næsten hver dag. Det var mentalt meget hårdt, siger Nicolai Jørgensen.
Efter nedturen har offensivspilleren hurtigt fundet sine ben i den danske hovedstad. Tirsdag blev han udtaget til det danske landshold til VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet.
Og onsdag kan han sammen med sine klubkammerater nå endnu et højdepunkt, hvis det lykkes at forsvare 1-0-føringen fra den første play-off-kamp mod Lille i Parken. De to hold kæmper om at komme i Champions League-gruppespillet.
- Vi får rigtig mange kontrachancer, og dem skal vi blive bedre til at udnytte. Vi kommer til at møde et hold, der kører på non-stop, forudser Nicolai Jørgensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker