Nicolai Jørgensen viser landsholdsform i Feyenoord-sejr
Nicolai Jørgensen fik en hovedrolle i Feyenoords sejr over AZ Alkmaar. (arkiv) Foto: AP/Str
AP/Str
Nicoilai Jørgensen brillerede med tre mål og to måloplæg. Også Kasper Dolberg var i målhumør.
Feyenoord-angriberen Nicolai Jørgensen og hans Ajax-kollega Kasper Dolberg er i storform to uger før Danmarks vitale VM-kvalifikationskamp mod Rumænien.
De danske angrebsprofiler havde gang i målscoringen i søndagens kampe i den hollandske Æresdivision, og Kasper Dolberg må have spillet sig helt frem i køen til en af de åbne pladser i landstræner Åge Hareides trup.
Nicolai Jørgensen er allerede udtaget, og han var kampens centrale figur, da Feyenoord cementerede sin position øverst i Æresdivisionen ved at besejre AZ Alkmaar med 5-2 søndag eftermiddag.
Jørgensen scorede tre gange og lagde ovenikøbet op til de to øvrige Feyenoord-træffere. Han står nu noteret for 18 mål og 10 måloplæg i 26 kampe.
Danskeren åbnede scoringen efter 11 minutter, da han kastede sig frem og drejede en fremlægning i nettet.
Kort efter lagde han bolden til rette for Jens Toornstra, som kunne sparke bolden i nettet fra ti meters afstand.
2-0-føringen holdt til pausen, men det stærke Feyenoord-hold - og dets danske spydspids - var slet ikke færdig med at underholde publikum på De Kuip.
På en stikning fra Jørgensen tordnede veteranen Dirk Kuyt bolden i mål til 3-0, inden gæsterne fik lov at reducere.
I kampens sidste ti minutter bragte den tidligere FCK'er sig i centrum på ny.
Først fik han tilkendt et straffespark, da han lod sig falde i feltet efter at være blevet rykket i trøjen. Han udnyttede selv chancen fra 11-meter-pletten.
Og bare to minutter senere lavede han sit 18. sæsonmål ved at afdrible AZ-målmanden på en lang fremlægning, inden han trillede bolden over stregen.
At AZ reducerede til sidst, ændrer ikke på, at Feyenoord tog et nyt skridt mod det hollandske mesterskab.
Rotterdam-klubben har et forspring på fire point til Ajax, der vandt 3-0 over Twente senere søndag.
Kasper Dolberg fik scoret Ajax' to sidste mål i kampens sidste fjerdedel.
Først rundede han fikst Twentes målmand efter en lang stikning og sendte bolden i et tomt mål.
Siden kunne han let sende en returbold ind til 3-0, efter at Hakim Ziyech havde forsøgt sig.
Dolberg er nu oppe på 13 ligamål for Ajax.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned