Nielsen og Detroit holder liv i spinkelt håb om NHL-slutspil
Detroit Red Wings' Mike Green fejrer den scoring, som danske Frans Nielsen lagde op til. Foto: AP/Paul Sancya
AP/Paul Sancya
Detroit Red Wings og Frans Nielsen vandt 3-2 over Minnesota Wild, men vejen til slutspillet ser svær ud.
Hjemme i Joe Louis Arena vandt Detroit Red Wings sent søndag dansk tid 3-2 over topholdet Minnesota Wild i verdens bedste ishockeyliga, NHL. Sejren kom i hus efter forlænget spilletid.
Danske Frans Nielsen stod undervejs for en assist, da han ved stillingen 0-1 vandt en face off. Pucken landede ad omvej hos Mike Green, der smækkede den op i målhjørnet fra afstand.
En flot scoring af Detroit, der på den måde kom tilbage i kampen. Det var assist nummer 20 fra Frans Nielsens hånd i denne sæson. Danskeren har også bidraget med 14 scoringer i sine 71 kampe.
Udeholdet kom foran 2-1, før Detroit fik udlignet, og i overtiden fik Andreas Athanasiou lavet den afgørende scoring.
Minnesota Wild befinder sig i toppen af NHL, men selv om holdet er klar til slutspillet, så har det haft utroligt svært ved at finde melodien.
I de seneste ni kampe har holdet således kun vundet en enkelt.
Detroit Red Wings kæmper stadig for at komme med i slutspillet. Hvis det ikke lykkes, vil det være første gang i 26 år, at holdet fra bilbyen ikke er med i det fine selskab.
Det ser dog sort ud, selv om sejren mod Minnesota kom i land søndag.
Med 12 point op til slutspilspladserne og kun seks kampe igen skal der mirakler til, hvis ikke Detroit må se slutspillet i fjernsynet.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde