Niki Zimling scorer for Mainz i mareridt-exit
To lynmål og en 2-0-føring frem til fire minutter før tid var ikke nok til at få Mainz videre i den tyske pokalturnering i fodbold.
Niki Zimling var kampens anden målscorer efter blot fire minutter, da Mainz tirsdag aften tabte 2-3 hjemme til Freiburg efter forlænget spilletid.
Dermed går gæsterne videre til semifinalerne efter en kamp, der endte lige så eventyrlig for Freiburg, som den var et mareridt for Mainz.
Hjemmeholdet kom ellers foran allerede efter to minutter ved Shawn Parker.
To minutter senere scorede Niki Zimling til 2-0 med et skud fra over 20 meter, og så lignede det en ekspeditionssag for Mainz at gå videre.
Niki Zimling blev skiftet ud efter 62 minutters spil, og få minutter senere begyndte det så småt at gå galt for hjemmeholdet, der havde Bo Svensson på banen i hele kampen.
Efter 65 minutter fik den tidligere FC København-forsvarer Zdenek Pospech rødt kort for Mainz, da han pådrog sig sit andet gule kort.
Seks minutter før tid kom Freiburgs Ivan Santini på banen, og det viste sig at være en god idé, for to minutter senere tændte han et håb med reduceringen til 1-2.
Tre minutter inde i dommerens tillægstid begik Mainz straffespark mod Ivan Santini, og Daniel Caligiuri udlignede til 2-2 for Freiburg.
Så måtte kampen ud i forlænget spilletid, og samme Daniel Caligiuri blev matchvinder for det gæstende hold, da han scorede til 3-2 efter 108 minutters spil.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde