Lørdagens sejr over Rusland betyder, at det danske håndboldlandshold skal sidde på førstepladsen i EM-kvalifikationsgruppe 7, når de to sidste kampe mod Hviderusland og Schweiz er overstået.
Det mener Danmarks førstemålmand, Niklas Landin, efter sejren på 36-27 over russerne i Horsens.
- Det skal vi helt sikkert. Vi viste i de to første kampe mod Schweiz og Hviderusland, at det er hold, vi skal besejre. Det bliver svært i Hviderusland, men jeg tror ikke, at vi går ind til den kamp med samme indstilling som i Rusland, siger Landin.
Danmark tabte onsdag 27-31 ude til netop Rusland efter en skuffende kamp, men efter lørdagens sejr på syv mål er Danmark bedst i det indbyrdes regnskab med russerne.
En førsteplads i gruppen vil betyde en bedre seedning til næste års EM, der afvikles i Serbien.
- Det betyder alt. Det kan betyde, at vi kan slippe for nationer som Frankrig og Kroatien i gruppen. Det gør mig ikke noget at vente med Frankrig til en eventuel finale, siger Niklas Landin.
Målmanden storspillede i første halvleg af lørdagens kamp, inden han blev udskiftet med Søren Rasmussen i anden halvleg.
- Det var super dejligt at stå derinde. Intensiteten var steget med jeg ved ikke hvor mange procent i forhold til den sidste kamp.
- Det var rigtig fedt at rejse sig fra den relativt ringe præstation i Rusland, siger Niklas Landin. /ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde