Niklas Larsen snuser til guld og får EM-sølv i omnium
Niklas Larsen - her ved VM - fik EM-sølv i omnium lørdag aften. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Niklas Larsen sluttede blot to point fra tysk vinder, da det blev til dansk EM-sølv i omnium.
Den danske cykelrytter sikrede sig lørdag aften sin anden medalje ved EM i banecykling i Belgien.
Det skete i omnium, hvor Larsen var tæt på guldet, men måtte nøjes med sølv.
Danskeren sluttede bare to point efter den tyske vinder, Tim Torn Teutenberg.
Larsen lagde ud med en andenplads i scratch, kun slået af Teutenberg, inden han blev nummer syv i tempoløbet.
Dernæst tog danskeren en tredjeplads i udskilningsløbet og bragte sig op på 102 point samlet efter tre discipliner.
Det rakte til en foreløbig andenplads bag Teutenberg, der havde samlet 118 point, mens hollandske Philip Heijnen var treer med 98.
I det afsluttende pointløb gav Larsen den et skud og angreb ihærdigt. Det gav ham blandt andet en sejr i sidste spurt. Det bragte ham på 165 point, men det var lige akkurat ikke nok til at nå Teutenberg, der sluttede med 167 point.
Torsdag var Larsen også med til at vinde guld i 4000 meter holdforfølgelsesløb sammen med Robin Skivild, Lasse Norman Leth og Tobias Aagaard.
Danmark er nu oppe på tre medaljer ved EM i banecykling. Fredag fik Amalie Dideriksen bronze ligeledes i omnium.
Niklas Larsen kan hente yderligere en medalje søndag, når han kører parløb med Tobias Aagaard.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker