Niklas Larsen tager sølv ved EM i omnium

Niklas Larsen lå længe til guld, men måtte til sidst se sig slået af Ethan Hayter. (Arkivfoto). Foto: Odd Andersen/Ritzau Scanpix

Det blev til sølv for Niklas Larsen i omnium ved EM, hvor danskeren ellers længe kæmpede med om guldet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var længe en tæt duel lørdag aften, men til sidst trak britiske Ethan Hayter det længste strå og vandt EM-guld i omnium foran Niklas Larsen, der tog en flot sølvmedalje.

Det skete ved EM i banecykling, der afvikles i hollandske Apeldoorn.

Efter de tre første discipliner, scratch, tempoløb og udskilningsløb, lå Niklas Larsen på en samlet sjetteplads, og danskeren var dermed godt med i toppen, inden medaljerne skulle fordeles i det afgørende pointløb.

Her spillede Niklas Larsen i den grad en hovedrolle.

Danskeren indkasserede løbende point og holdt sig til i toppen og med 33 omgange igen, viste han for alvor, at han var kommet for at lege med om de sjove placeringer.

Alene stak Niklas Larsen af fra feltet, og danskeren fik hurtigt opbygget et forspring på en halv omgang.

Langsomt blev forspringet udbygget, og Niklas Larsen endte med at tage en omgang på det resterende felt, hvilket han indkasserede 20 point på.

De point sendte danskeren op på en midlertidig førsteplads, og så var der ellers lagt op til en spændende afslutning.

Her endte det i en tæt duel med britiske Ethan Hayter, der i næstsidste spurt klemte sig foran Niklas Larsen på målstregen og dermed kom op på 121 point, hvilket var det samme som danskeren på førstepladsen.

Ved pointlighed er det den rytter, der først passerer målstregen på sidste omgang, som ender øverst.

På sidste omgang var kræfterne sluppet op for Niklas Larsen, og dermed kunne Ethan Hayter tage EM-guldet, da han kørte over målstregen foran danskeren.

Belgiske Fabio van den Bossche, der inden pointløbet førte samlet, nuppede bronzen med 118 point.

Niklas Larsens medalje var den sjette danske medalje ved EM i banecykling, der afsluttes søndag.

/ritzau/