Nikolaj Markussen: Vi viser stor stabilitet

Bjerringbro-Silkeborg vandt søndag 29-28 over Sporting Lissabon og sikrede sig avancement i Champions League. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

BSV's Nikolaj Markussen scorede sejrsmålet til 29-28, da holdet sikrede sig avancement i Champions League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bjerringbro-Silkeborg (BSV) er videre i Champions League, efter holdet søndag slog Sporting Lissabon med 29-28 i den sidste gruppekamp i turneringen.

Resultatet betyder, at BSV tog førstepladsen i gruppen og skal spille to playoffkampe mod polske Wisla Plock til februar om at komme i ottendedelsfinalen.

- Det er superfedt. Det var et mål, da vi begyndte sæsonen, og jeg synes bare, at det viser stor stabilitet, at vi er videre som nummer et, siger BSV-bagspilleren Nikolaj Markussen.

Han scorede det afgørende mål for danskerne til resultatet 29-28 med ti sekunder igen i en kamp, hvor BSV skulle have point for at avancere fra gruppespillet.

Derfor var det også et nervepirrende sidste angreb for BSV, da stillingen var uafgjort, men Sporting ikke måtte nå at score.

- Vi ville egentlig forsøge at få tiden til at løbe ud. Men jeg synes, at jeg fik en nogenlunde chance og havde troen på, at jeg godt kunne køre den ind. Så tog jeg chancen, og det viste sig at være en god beslutning, siger Markussen.

BSV var gennem hele kampen ikke på noget tidspunkt foran med mere end et mål og var også flere gange bagud med både et og to mål.

Det var derfor et drama, der udspillede sig for de mange fremmødte tilskuere i Jysk Arena i Silkeborg.

Men dramaet mærkede Markussen ikke.

- Det er meget nemmere at være på banen end at sidde udenfor, så mærker man ikke lige så meget, hvad der egentlig er på spil.

- Så er man mere i spillet og kigger på at lave det næste mål eller den næste forsvarsaktion. Hvis du render rundt og tænker over, at det kan gå galt hele tiden, så gør det det nok også.

- Jeg tror, vi har en meget stor tro på egne evner, og det fokuserer vi også på. Det er også noget af det, der gør, at vi kan lykkes med at vinde med én på hjemmebane, siger han.

De to playoffkampe skal spilles den 20. og 27. februar 2019, og bagspilleren ser frem til de to opgør, hvor BSV får hjemmebane i den sidste kamp.

- Det bliver lige så svært, som det var i dag (søndag, red.). Det er et stærkt polsk hold, som har masser af store profiler, som vi skal op at slås med, så det glæder vi os rigtig meget til.