Nordisk guld til Nykøbing-skytte

Pletskuddene stod i kø for bueskytten Stephan Hansen i weekenden. Den 15-årige nykøbingenser blev dobbelt nordisk mester i kadet compound, da han vandt guld både individuelt og for hold.

Det var hans første nordiske guldmedalje.

- Selv om han har været til mange store stævner, var det her nok det største, han har oplevet. Også fordi han skød så godt hele weekenden, siger faderen Dan Hansen, der samtidig er formand for Nykøbing F. Bueskyttelaug.

I den indledende skydning opnåede Stephan Hansen 716 point ud af 720 mulige. Det samme gjorde nummer to, landsholdsmakkeren Simon Mikkelsen, som dog havde færre “krydser“ og derfor lå på andenpladsen. De to endte dagen efter i guldfinalen. Det blev så tæt og dramatisk som muligt. Stephan Hansen skød maksimumpoint, 120 med 12 pile, mens Simon Mikkelsen skød 119.

---- I holdskydningen var Stephan Hansen og Simon Mikkelsen på samme side sammen med Sarah Sönnichsen fra Taastrup. De vandt relativt sikkert med 236 point ud af 240 mulige. Sølvet gik til et sammensat dansk hold, som scorede 230 point.

Foto: Foto: Anders Knudsen

15-årige Stephan Hansen fra Nykøbing F. Bueskyttelaug vandt i weekenden dobbelt nordisk guld.

Offentliggjort Sidst opdateret