Nordmænd chokerer Simon Kjærs klub med sejr i Istanbul

Molde vandt en meget overraskende sejr ude over Fenerbahce, der var uden skadede Simon Kjær.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den norske fodboldklub Molde stod for et af torsdagens mest opsigtsvækkende resultater i premiererunden i Europa League.

På udebane vandt Molde med 3-1 over Fenerbahce.

Tyrkerne var uden den danske midterforsvarer Simon Kjær, der er ude med en skade.

Fenerbahce stillede med de tidligere Manchester United-stjerner Nani og Robin van Persie i startopstillingen, men det var ikke nok mod det gæstende hold.

Tommy Høiland bragte Molde foran 1-0 på et straffespark efter 36 minutter, men Nani fik udlignet kort før pausen.

I anden halvleg scorede Mohamed Elyounoussi og Martin Linnes til de meget overraskende slutcifre.

Mohamed Elyounoussi blev i øvrigt udvist seks minutter før tid.

Dermed har Molde tre point efter en kamp i gruppe A, mens Fenerbahce er uden point.