Nordmændene blev bange en overgang

World Cup-semifinalen mellem det danske og det norske kvindelandshold i håndbold så længe ud til at være afgjort før tid.

Men 10 gode danske forsvarsminutter efter pausen fik kampen til at vippe en overgang, og de danske spillere anede derfor en overraskelse i kampen, som Norge endte med at vinde 24-19.

- I anden halvleg var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at vi nok skulle vinde. Jeg følte, at vi stod som en mur i forsvaret, og jeg kunne se på nordmændene, at de var bange for os. Men skal vi slå dem, må vi ikke lave så mange fejl, som vi gjorde inden da, siger stregspilleren Kamilla Kristensen.

Lige præcis de samme konklusioner var Line Jørgensen også nået til efter nederlaget. Højrebacken følte, at nordmændene var ved at være nede i sækken på et tidspunkt i anden halvleg, men de dårlige første 30 minutter kostede på bundlinjen.

- Vi lavede vel 20 tekniske fejl i første halvleg, og det er alt for mange. Men vi kiggede hinanden i øjnene i pausen og aftalte, at vi skulle give alt, og at vi skulle kæmpe, til vi var lige ved at falde om. Det hjalp, og jeg tror virkelig, at nordmændene var skræmte, siger Line Jørgensen.

/ritzau/

Chancen for at slå Norge var bestemt til stede, mener de danske spillere. Det solide forsvarsspil i anden halvleg fik nordmændenes føring til at skrumpe.

Offentliggjort Sidst opdateret