Nordsjælland skubber kriseramte TTH længere ud i mørket
Jonas Porup og holdkammeraterne har svært ved at finde løsningerne i øjeblikket (Arkivfoto). Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
TTH Holstebro kom op på syv nederlag i træk i herrernes håndboldliga efter nederlag på 22-26 til Nordsjælland.
TTH Holstebro kæmper gevaldigt med resultaterne i landets bedste række for herrehåndbold. Man skal helt tilbage til 18. december for at finde holdets seneste sejr. Det var i den sidste kamp inden vinterpausen.
Siden er det endt med lutter nederlag i 2022. Torsdag kom det syvende i træk, da TTH på hjemmebane mod oprykkerne fra Nordsjælland Håndbold tabte 22-26.
TTH's foregående seks nederlag var alle kommet mod hold, der lå længere oppe i tabellen, men det var altså ikke tilfældet torsdag. Nordsjælland startede således dagen lige under TTH, men ligger nu lige over på 11.-pladsen med 17 point.
TTH har 16 point på 12.-pladsen, men har dog spillet en kamp færre end nordsjællænderne.
Allerede fra start så det svært ud for TTH torsdag. Efter ti minutter var Nordsjælland foran 6-2, og så måtte hjemmeholdet tage en timeout for at få styr på spillet.
Det hjalp, og TTH fik reduceret til 6-7, inden det så alligevel endte med en komfortabel pauseføring til Nordsjælland på 13-9.
Efter en skidt start på anden halvleg kom TTH bagud 10-16, men fik så indhentet lidt af det tabte.
Længe var forskellen mellem de to hold på tre-fire mål, inden Nordsjælland så bragte sig på 21-16 med lidt over ti minutter igen.
TTH fik reduceret til 21-24, men først med to et halvt minut igen, og Nordsjælland mistede aldrig for alvor grebet om kampen. Andreas Magaards mål til 26-22 med cirka 40 sekunder tilbage lukkede endegyldigt opgøret.
TTH mangler at spille fem kampe i grundspillet og har fire point op til top-8, der giver adgang til ligaens slutspil, hvor holdene bliver inddelt i to grupper.
Senere torsdag vandt Sønderjyske 32-28 over bundproppen Skive. Sønderjyske havde inden kampen tabt tre i træk og ligger nu nummer ti i tabellen med 18 point.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker