Boldklubben Frem Sakskøbings spillende fodboldtræner skriver historie, når han til sommer indleder sin sjette sæson som cheftræner i Frem, hvilken ingen anden tidligere har præsteret. Parterne - Frems ledelse og Kennet Nordstrøm - er just enedes om at forlænge den nuværende aftale, der udløber til sommer, med én sæson.
Kennet Nordstrøm tiltrådte som Frem-træner 1. januar 2004 og havde to sæsoner, inden han blev assistenttræner i Alliancen. Efter halvandet år i Alliancen, herunder en kort periode som cheftræner, vendte Nordstrøm tilbage som Frem-træner 1. juli 2007. Nu har parterne så papir på hinanden til udgangen af juni 2011.
- Vi er mægtigt glade for, at Kennet har taget imod vores opfordring til at fortsætte, siger Frem Sakskøbings seniorformand Lars Ødegaard.
Kennet Nordstrøm ville have spillernes opbakning, inden han lavede aftale om en sjette sæson som Frem-træner, og den fik han.
- Spillerne var glade, da de fik at vide, at Kennet viste interesse for at fortsætte, tilføjer Lars Ødegaard.
39-årige Kennet Nordstrøm agter at fortsætte som aktiv spiller på banen, og dermed som spillende træner.
- Det er i alt fald udgangspunktet, men jeg skal også gøre mig fortjent til at være med på banen, understreger Kennet Nordstrøm, som håber, at førsteholdet vinder forårets oprykningsspil i LF-serien.
- Nedrykningen fra Danmarksserien for godt et halvt år siden nager mig, fordi jeg mener, at vi havde materialet til at spille i Danmarksserien. Nu vil jeg være med til at føre holdet tilbage til Danmarksserien i foråret, håber Kennet Nordstrøm vel vidende, at der venter flere hårde dueller - ikke mindst mod B.1901.
Kennet Nordstrøm har de seneste sæsoner haft den tidligere førsteholdsspiller i Nakskov Boldklub Jan Rasmussen som sin assistent, og Nordstrøm håber, at dette samarbejde kan fortsætte til sommeren 2011.
- Vi er i dialog med Jan, og fra vores side håber vi også at nå til enighed om at forlænge aftalen et år, fortæller Lars Ødegaard.
Frem Sakskøbing er i vinterpausen blevet forstærket med den tidligere divisionsspiller i Lolland-Falster Alliancen, Søren Frandsen, og med Maribo Boldklubs forhenværende anfører Rasmus Nielsen. To spillere, som Kennet Nordstrøm venter sig meget af.
Muligvis kommer yderligere en spiller til Frem, men dette er endnu ikke afklaret.
Frem Sakskøbing indleder forberedelserne til forårets slutspil i LF-serien lørdag, hvor trænerduoen har kaldt spillerne til træning på Gunslevholms Idrætsefterskole kunstgræsbane fra klokken 12 til 14.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker