Nørgaard ser Thomas Frank som fremtidig landstræner

- Der bliver snakket rigtig pænt om Thomas Frank i England. Det synes jeg er fuldt fortjent, og det gør også, at han nok får muligheden i en topklub, siger Christian Nørgaard. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Thomas Frank nyder succes i engelske Brentford, og det momentum vil han fastholde, mener Christian Nørgaard.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brian Riemer sparkede mandag sin første samling som landstræner i gang i Helsingør.

Den nye landstræner blev præsenteret i oktober efter en periode på flere måneder, hvor DBU har afsøgt mulighederne for at finde den helt rigtige arvtager for Kasper Hjulmand.

Brentford-træner Thomas Frank har ledt Premier League-klubben som chef siden 2018 i en succesfuld periode. Derfor har Frank også flittigt været nævnt som en kandidat til det job, Brian Riemer endte med at overtage.

Thomas Franks anfører i Brentford, Christian Nørgaard, er heller ikke i tvivl om, at Frank en dag bliver Danmarks landstræner.

- Jeg tror, at Thomas Frank bliver landstræner en dag, men jeg tror ikke, at timingen var rigtig lige nu.

- Han er glad i Brentford, og jeg tror ikke, at han er færdig med at være klubtræner endnu, siger Nørgaard.

Thomas Frank har i årenes løb i Brentford ført London-klubben fra en tilværelse i den næstbedste engelske række til en fast position i Premier League. Aktuelt ligger Brentford nummer 11 i ligaen.

Derfor tror Nørgaard, at timingen ikke er rigtig nu, fordi Thomas Frank skal udnytte det momentum, han har i sin trænerkarriere.

- Jeg ser ham få et job i en topklub inden for en årrække. Hver gang en topklub mangler en træner, bliver han nævnt som en af de første.

- Derfor vil det måske være et skridt ned at gå i den retning at blive landstræner. Men jeg kender Thomas godt nok til at vide, at han godt kunne tænke sig at prøve det en dag, siger midtbanespilleren.

Indtil videre fortsætter den 51-årige danske træner i Brentford.

Men ifølge Christian Nørgaard kan det altså være på lånt tid.

- Der bliver snakket rigtig pænt om Thomas Frank i England. Det er fuldt fortjent, og det gør også, at han nok får muligheden i en topklub.

- Men lad os bare holde ham i Brentford, så længe jeg er i klubben i hvert fald, siger Nørgaard med et smil.

Brentford-spilleren og resten af landsholdet er samlet før Nations League-kampene mod Spanien og Serbien.

Først venter Spanien i Parken fredag aften, mens holdet mandag skal krydse klinger med serberne på udebane.

/ritzau/