Kritikken af det danske curlingspil er hård fra den norske lejr, efter at Norge lørdag aften dansk tid vandt det nordiske opgør 6-3 ved vinter-OL i Vancouver.
Norges sportschef, Pål Trulsen, mener, at de danske curlingherrer kun var interesserede i at ødelægge kampen mod Norge.
- Hvad skal vi kalde det her? Drillo-curling, lyder det fra Pål Trulsen til den norske avis VG.
Sportschefen henviser til Norges nuværende landstræner i fodbold, som i løbet af hele sin trænerkarriere - og især i Danmark - er blevet kritiseret for at spille særdeles defensivt.
- Danskerne bliver nødt til at spille anderledes, hvis de har et ønske om at vinde en curlingkamp, mener Pål Trulsen.
Han bakkes op af den norske curlingskipper, Thomas Ulsrud.
- Det virker som om, at danskerne har alt for meget respekt for os. Jeg føler mig nærmest beæret, når der er nogen, der spiller sådan mod os, siger Thomas Ulsrud.
Den danske skipper, Ulrik Schmidt, mener dog ikke, at den norske kritik er helt berettiget.
- Jeg synes ikke, at vi er feje. Vi må tænke på, hvem vi spiller imod. Vi er defensive, men vi prøver at gribe de muligheder, vi får, siger Ulrik Schmidt til den norske avis.
Danmarks curlingherrer spiller sin næste kamp ved vinter-OL mod Tyskland søndag aften dansk tid.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker