Norge jubler forud for dansk skæbnekamp

Nordmændene har fået styrket troen på sig selv, inden det norske landshold i en vigtig EM-kvalifikationskamp møder Danmark i Parken den 6. september.

Onsdag aften vandt Norge meget overbevisende 3-0 over Tjekkiet, og det giver nordmændene selvtillid inden kampene mod både Danmark og Island, som holdet møder fire dage inden kampen i Parken.

- Vi slår et dygtigt fodboldhold uden vores profiler Brede Hangeland og John Carew, og vi spillede god fodbold. Det var et stort skridt i den rigtige retning før to vigtige kampe, siger FC Københavns midtbanespiller Christian Grindheim til nyhedsbureauet NTB.

- Tjekkiet er bedre end Island. Godt nok var ikke alle deres spillere i form, men det var flot. Og så er det vigtigt, at vi har to angribere, som kan score mål, siger Christian Grindheim.

Han henviser til Mohammed Abdellaoue, som i John Carews fravær i det norske angreb fik gjort fint opmærksom på sig selv med to mål i 3-0-sejren. Abdellaoue advarer selv om, at han kun bliver bedre, inden Norge skal møde Danmark og Island.

- Jeg spillede en god kamp i dag, og jeg havde det sjovt ude på banen. Men jeg har mere at byde på. Det er tidligt på sæsonen, og jeg har været igennem en hård opstart. Men nu bliver benene og kroppen lettere for hver uge, siger Hannover-spilleren.

Landstræner Egil Drillo Olsen advarer dog sine spillere mod at tro, at træerne vokser ind i himlen, når modstanderen den 2. september hedder Island og fire dage senere Danmark.

- Jeg er tilfreds med det, vi præsterer her, men Island bliver en anden kamp og starter på 0-0. De plejer at mobilisere lidt ekstra mod os, og jeg regner ikke med, at det bliver en walkover, siger Egil Drillo Olsen.

/ritzau/

Norge har efter 3-0 over Tjekkiet tanket godt med selvtillid inden EM-kvalifikationskampen mod Danmark.

Offentliggjort Sidst opdateret