Norge opfordrer Uefa til at fastholde kvinde-EM i 2021
Pernille Harder og resten af det danske kvindelandshold er i gang med kvalifikationen til EM. Men det er usikkert, om turneringen bliver afviklet efter planen næste sommer. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Norge anbefaler at spille fodbold-EM for både kvinder og mænd i 2021, selv om OL-flytningen skaber problemer.
Flytningen af OL og EM i herrefodbold har skabt trængsel i sportskalenderen næste sommer.
Men sammenklumpningen af de mange store begivenheder bør ikke gå ud over kvindernes fodbold-EM, mener Norges Fodboldforbund (NFF).
Forbundet har sendt et brev til Uefa-præsident Aleksander Ceferin med en opfordring til, at EM for kvinder bliver afviklet i sommeren 2021 på trods af konkurrencen fra andre store mesterskaber.
- Det er for tidligt at sige, hvordan det ender, men det er vores holdning, at vi ønsker, at planlagte mesterskaber opretholdes, samtidig med, at der gøres plads til dem, der er flyttet, siger NFF's generalsekretær, Pål Bjerketvedt, til NTB.
EM for kvinder skal efter den oprindelige plan spilles mellem 7. juli og 1. august næste år og vil dermed overlappe sommer-OL, som efter flytningen skal begynde 23. juli.
Det betyder, at kvindernes EM efter alt at dømme bliver flyttet, og der har været forslag fremme om, at turneringen i stedet skal spilles i 2022, hvor der er lidt mere luft i kalenderen.
Men nordmændene foreslår, at EM for både kvinder og mænd afvikles i 2021, hvilket ifølge NFF vil være et stærkt signal i ligestillingsperspektiv.
- Vi er godt klar over, at 2021 ikke bliver et normalt år på nogen som helst måde, og at nogle turneringer muligvis vil blive afviklet oven i hinanden og måske på andre tidspunkt end det, der var planlagt.
- Men vi håber fortsat på, at det kan lade sig gøre, siger Pål Bjerketvedt.
England er vært for kvindernes EM, der får deltagelse af 16 hold.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde