Norsk mester og udfordreren holder hinanden i skak
Magnus Carlsen (til venstre) og Fabiano Caruana (til højre) kæmper i øjeblikket om VM-titlen i skak. Norske Carlsen har siddet på titlen siden 2013. Foto: Bendiksby, Terje/Ritzau Scanpix
Bendiksby, Terje/Ritzau Scanpix
Fabiano Caruana var tæt på at slå Magnus Carlsen, men det endte for ottende gang i remis i VM-duellen i skak.
Den regerende norske verdensmester i skak, Magnus Carlsen, og den amerikanske udfordrer, Fabiano Caruana, bliver ved med at spille lige op med hinanden i kampen om VM-titlen.
Mandag endte det for ottende gang i remis, da de to spillere satte sig på hver side af skakbrættet i London.
Caruana var tættest på sejren, da han åbnede mandagens parti aggressivt med de hvide brikker.
Åbningen gav amerikaneren en lille fordel ifølge de datamaskiner, der forsøger at udregne vinderchancerne, mens kampen er i gang.
Fordelen voksede støt, men den forsvandt, da Caruana senere tog et forsigtigt træk med en bonde.
- Jeg havde måske muligheden, så jeg er skuffet. Han forsvarede sig godt, siger Caruana til NRK om sin norske modstander.
27-årige Magnus Carlsen er samtidig lettet over, at det lykkedes at sikre endnu en remis.
- Jeg synes, at jeg forsvarede mig godt. Jeg var usikker undervejs, og jeg er glad for, at jeg overlevede det her parti, siger Carlsen.
Carlsen og Caruana har hver fire point efter de otte første partier. Den af de to spillere, der først når 6,5 point, tager VM-titlen. Er det fortsat lige efter 12 partier, er der omkamp.
Norske Carlsen vandt første gang VM-titlen i 2013, da han slog indiske Viswanathan Anand. Året efter forsvarede Carlsen titlen - igen mod Anand - inden han i 2016 besejrede Sergej Karjakin fra Rusland.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker