Norsk sprinter vil tænke sig mere om efter Sagan-exit
Peter Sagan (grøn trøje) slår her Alexander Kristoff (rød trøje) på en Tour-etape i 2016. Nu er Sagan færdig i årets Tour. Kristoff kalder udelukkelsen hård. Foto: /ritzau/AP/Peter Dejong/arkiv
/ritzau/AP/Peter Dejong/arkiv
Alexander Kristoff kalder udelukkelsen af Sagan "hård". Den grønne trøje er ikke nordmandens førsteprioritet.
Onsdagens helt store samtaleemne i Tour de France-feltet er udelukkelsen af Peter Sagan.
Slovakken blev kylet ud efter et styrt på opløbsstrækningen tirsdag, hvor briten Mark Cavendish røg ned efter nærkontakt med Sagan. Efterfølgende blev Sagan hevet ud af løbet for "i høj grad at have bragt kolleger i fare".
Katushas norske Tour-sprinter Alexander Kristoff blev onsdag spurgt, om udelukkelsen vil få ham til at tænke sig mere om i de kommende spurter.
- Det skal man jo. Men det er altid farligt i spurten. Mange tager chancer, og man bruger ofte sine albuer for at holde sin position, siger Kristoff.
Mange kalder straffen "alt for hård". Andre kalder den retfærdig.
- Det var en hård afgørelse, men det er også godt, at juryen tager et standpunkt og siger, at alt ikke er tilladt, siger Kristoff.
Fakta er, at Sagan er ude og ikke vinder den grønne pointtrøje, han har taget sig kærligt af fem år i træk og var storfavorit til at vinde igen.
Cavendish er også færdig med et brækket kraveben, så de øvrige sprintere er to hårde konkurrenter fattigere i kampen om både etapesejre og den grønne trøje.
- Det er to store personligheder. Sagan har været sikker vinder af den grønne trøje i mange år, og det her åbner selvfølgelig den konkurrence op.
- Men jeg har mest fokus på etapesejre, siger Alexander Kristoff.
Peter Sagan kom onsdag formiddag med en kort reaktion på udelukkelsen.
- Jeg kan kun acceptere juryens beslutning, men jeg er ikke enig i den. Jeg gjorde ikke noget forkert i spurten.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned