Norsk stjerne brillerer og hjælper Esbjerg i pokalfinalen
Henny Reistad scorede 11 kasser mod Herning-Ikast. (Arkivfoto) Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
John Randeris/Ritzau Scanpix
Henny Reistad er lige nu den største profil i dansk håndbold, og lørdag storspillede hun i pokalsemifinalen.
En norsk guldfugl diskede lørdag eftermiddag op med et skræmmende niveau, som betød, at Team Esbjerg nu er klar til finalen i kvindernes pokalturnering.
Henny Reistad scorede og assisterede, som det behagede hende, da vestjyderne slog Herning-Ikast med 34-29 i semifinalen.
Den 23-årige nordmand, der må betragtes som en af verdens allerbedste håndboldspillere, nåede op på i alt 11 scoringer.
Hun er i øjeblikket stærkt medvirkende til, at den hollandske stjerne Estavana Polman bruger markant mere tid på bænken end på banen.
I pokalfinalen søndag skal Team Esbjerg møde Odense Håndbold. Fynboerne havde problemer mod København Håndbold tidligere på lørdagen og var længe bagud. Først i det sidste kvarter blev kampen vendt på hovedet.
I lørdagens anden semifinale fulgtes de to mandskaber pænt ad i de første minutter, men ved stillingen 3-3 tog Team Esbjerg greb om taktstokken.
Henny Reistad viste, at hun er pivfarlig i de direkte dueller med forsvarsspillerne, og at hun har et sjældent overblik, der giver hende mulighed for at sætte holdkammeraterne op til store chancer.
Begge dele udnyttede den 23-årige playmaker, og med en stærk Rikke Poulsen i målet opbyggede Esbjerg en seksmålsføring. Ved pause stod der 15-11 på tavlen.
I anden halvleg vendte kampbilledet. Herning-Ikast holdt fast i troen på overraskelsen, og efter 41 minutter udlignede Emma Friis til 21-21 på straffekast.
Esbjerg var blevet lullet en smule i søvn, men vågnede op igen efter udligningen. Rikke Poulsen begyndte at pille fløjskud, og Henny Reistad flåede den midtjyske defensiv fra hinanden.
Herning-Ikast havde så svært ved at styre Reistad, at cheftræner Kasper Christensen beordrede en mandsopdækning.
Midtjyderne forsøgte at bide igen, men Esbjerg holdt sin modstander ud i strakt arm og tog sejren stensikkert.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned