Norsk Team Esbjerg-stjerne er valgt som årets spiller
23-årige Henny Reistad har fået en fremragende start på tilværelsen som Team Esbjerg-spiller (Arkivfoto). Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Henny Reistad er blevet hædret som årets kvindelige håndboldspiller efter et forrygende 2021.
Norske Henny Reistad er blevet hædret af medlemmerne i den danske Håndbold Spiller Forening.
Hun er således blevet kåret som årets kvindelige håndboldspiller i 2021 efter blot en halv sæson som Team Esbjerg-spiller.
Det skriver foreningen på sin hjemmeside. Reistad modtog prisen onsdag.
23-årige Reistad vandt i maj 2021 Champions League med Vipers Kristiansand, inden hun skiftede til Team Esbjerg, og i december blev hun verdensmester med Norge.
Hos Team Esbjerg har hun hurtigt etableret sig som en bærende profil for holdet, der blev nummer to i grundspillet og siden sikkert har sikret sig adgang til slutspillets semifinaler.
Reistad scorede 135 mål i grundspillet og havde en scoringsprocent på knap 74.
Team Esbjerg-stjernen fik 30 procent af stemmerne, mens de danske Odense-profiler Althea Reinhardt og Mie Højlund fik henholdsvis 13 og 10 procent af stemmerne på de følgende pladser.
I både 2019 og 2020 vandt den danske landsholdskeeper Sandra Toft prisen.
GOG's Mathias Gidsel blev tidligere i april kåret som årets mandlige håndboldspiller i 2021 af Håndbold Spiller Foreningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker