Norsk veteran blev vendepunktet i EM-finalen
Katrine Lunde hev et par store redninger frem, da Danmark skulle til at snøre sækken mod Norge, og det vendte kampen på hovedet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
De danske spillere og Jesper Jensen peger på Katrine Lunde som årsagen til, at Norge kom tilbage i finalen.
Det blev finalerutinen, som tippede EM-finalen søndag til Norges fordel, og det var den med afstand mest rutinerede spiller, som satte det norske comeback i gang.
42-årige Katrine Lunde kom på mål for Norge i løbet af anden halvleg, og ifølge den danske lejr var den rutinerede keeper en afgørende årsag til, at Norge endte med at løbe med guldet.
- Jeg synes, vi spillede en flot finale. Vi spillede bedre end Norge i lang tid, og så var de bare cool til sidst, da Katrine Lunde gav dem et par redninger, og så fandt de nogle huller, som egentlig ikke var der, siger landstræner Jesper Jensen.
- Vi var selv med til at lukke dem ind fra 40. til 50. minut, og så i de sidste otte minutter trykkede de på speederen.
Danmark var foran med fire mål midtvejs i anden halvleg, da Norge satte comebacket ind.
Fløjspilleren Emma Friis, som før kampen blev udtaget til EM's allstar-hold, var enig med sin træner i, at den norske veterankeeper var afgørende for nordmændene.
- Lunde kom ind og fik nogle redninger, og Norge har prøvet de der situationer flere gange, end vi har, så de er mere kyniske end os, lyder det fra Emma Friis.
Hun følte, at Danmark var på vej til den guldmedalje, som hun føler, Danmark burde have haft, indtil Lunde gjorde sin entré.
- Det er lidt tomt lige nu, men vi skal være sindssygt stolte af den her sølvmedalje. Vi fortjente guldmedaljen, synes jeg, men når man ser tilbage på det hele, så er vi stolte af vores præstation i hele turneringen, siger Friis.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde