Norske medier: Bille-agent kræver svar fra Rosenborg
Fyret eller hvad?
Fodboldspilleren Nicki Billes fremtid i norske Rosenborg er usikker efter angriberens meget omtalte bytur i København i påsken, hvor Bille endte med at blive anholdt.
Flere norske medier skriver, at Billes agent, Nikola Juric, torsdag klokken 13 mødte op hos Rosenborgs ledelse og krævede, at den norske storklub i dag, torsdag, melder ud, om Bille fortsætter i klubben eller ej.
Om Rosenborgs ledelse anført af den sportslige leder, Erik Hoftun, giver efter for agentens ultimatum, er uvist.
- Ingen kommentar, svarede Juric til adressa.no på spørgsmålet om, hvorvidt Bille-sagen var afsluttet, da agenten forlod mødet.
Samme svar kom fra ledelsen i den norske storklub.
Billes bytur er medvirkende til, at han i øjeblikket hverken spiller eller træner med Rosenborg.
Politiet i København hævder blandt andet, at den 26-årige angriber har bidt en betjent i armen.
Juric og Bille er angiveligt utilfredse med måden, som Rosenborg har taklet sagen på. De mener, at angriberen burde have haft lov til at træne og spille som vanligt, mens sagen blev vurderet af Rosenborgs ledelse.
Dagbladet skriver, at Juric og Bille kræver en undskyldning fra Rosenborg for måden, ledelsen har optrådt på.
Onsdag sagde Hoftun følgende:
- Nicki er ikke suspenderet. Vi har besluttet - i samråd med ham - at han ikke er med til træning, lød det fra Hoftun, som tilføjede, at Bille ellers selv ønskede at deltage i træningen.
Bille har allerede misset en ligakamp i mandags, og han er altså heller ikke med i torsdagens pokalkamp mod Orkla.
Ifølge Aftenposten har Bille været i dialog med Spillerforeningen i Danmark. Hvad de samtaler har bevirket, ved Aftenposten dog ikke.
Ifølge adressa.no kommer Rosenborg med en udmelding torsdag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet