Nu er Ståle igen tilfreds med FCK-spillet

Selvom mesterskabsspændingen for længst er forsvundet fra Superligaen, har Ståle Solbakken ikke været helt glad for sit holds præstation i starten af forårssæsonen, der har budt på nederlag til FC Midtjylland og pointtab mod Esbjerg.

Men nu er bøtten vendt, mener mestertræneren efter den seneste sejr på 3-1 over FC Nordsjælland.

- Jeg er tilfreds med indstillingen i dag. Vi har været lidt længe om det, men jeg synes, at vi er blevet bedre og bedre, og nu er vi dér, hvor vi skal være, siger Solbakken, der også fremhæver 3-1-sejrene over Brøndby og Randers FC i de to seneste hjemmekampe som en del af den opadgående formkurve.

Forklaringen på den lettere slingrende kurs fra FC København-spillerne i starten af året skal ifølge deres træner findes på det mentale plan.

- Det var en hård tid efter Chelsea, hårdt mentalt. Vi havde en drøm om, at hvis vi spillede op til vores bedste, så kunne vi godt slå dem. Nu er vi ved at være oven på igen, og det er godt gået af drengene, siger Ståle Solbakken.

Det lader også til, at den succesfulde træner selv føler sig godt tilpas efter søndagens sejr over FC Nordsjælland.

- Jeg er jo den eneste træner i Superligaen, der kan læne sig tilbage og sove roligt om natten, mens de andre ligger meget tæt og slås, siger Ståle Solbakken.

Hvis de øvrige resultater flasker sig til FCK?ernes fordel, kan københavnerklubben endegyldigt sikre sig mesterskabet, når de torsdag gæster Lyngby i 26. spillerunde.

/ritzau/

Efter et formdyk er Ståle Solbakken igen fornøjet over sit FCK-mandskab efter 3-1-sejren over FC Nordsjælland.

Offentliggjort Sidst opdateret