Nu kan Team Sydhavsøerne ikke trække den længere

Team Sydhavsøernes Kasper Olsen bliver med stor sandsynlighed ikke klar til dagens altafgørende kamp på udebane mod Otterup. Foto: Ingrid Riis

I eftermiddag bliver det afgjort, om det lollandske håndboldflagskib på herresiden skal spille oprykningskampe til Håndboldligaen.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: Først så det godt ud. Så så det knapt så godt ud efter et par nederlag, og for et par uger siden, så det slet ikke godt ud efter endnu et nederlag.

Men så i søndags skete der et mindre mirakel, så det igen ser rigtig godt ud for Team Sydhavsøerne, der har været så grueligt meget igennem i dette forår, men i eftermiddag af egen kraft kan spille sig i oprykningsspillet til Håndboldligaen.

Miraklet indtræf i søndags da bundholdet Roskilde i en nervepirrende afslutning tog et overraskende point fra Grindsted, der kæmper med Team Sydhavsøerne om den attraktive tredjeplads i 1. division, der giver oprykningskampe.

Det lillebitte pointtab til jyderne betød, at Team Sydhavsøerne med en sejr på 33-30 over Tønder med nød og næppe kneb sig foran midtjyderne i tabellen. Både Team Sydhavsøerne og Grindsted står noteret for 33 point, men lollikkerne er bedst i det indbyrdes regnskab, og det er det, der tæller i tilfælde af pointlighed.

Kun en sejr tæller

Før sidste spillerunde i 1. division i eftermiddag skal Team Sydhavsørene således "bare" slå Otterup på udebane. Så er sagen klar, og sæsonen bliver forlænget med oprykningskampe.

Skulle det blive til et nederlag ligner det til gengæld tidlig sommerferie, da Grindsted næppe smider noget på hjemmebane mod FIF, der intet har at spille for.

Det har Otterup heller ikke, da de er sikre på en solid midterplacering i 1. division, men fynboerne er traditionelt stærke på hjemmebane og et sted, hvor Team Sydhavsøerne i tidens løb har fået nogle gevaldige drag over nakken. Så en sejr er bestemt ikke givet på forhånd.

Heller ikke for Sydhavs-træner Jakob Green.

- Alle kender kampens betydning for os, men vi har forberedt os på en meget svær kamp mod et hold, som, vi forventer, kommer med alt, hvad de har, for at slutte sæsonen ordentligt af, siger Jakob Green, der har nærstuderet fynboerne på video og lagt slagplanen.

Alle kender kampens betydning for os, men vi har forberedt os på en meget svær kamp mod et hold, som, vi forventer, kommer med alt hvad de har

Sydhavs-træner Jakob Green

- Vi ved, hvad vi skal gøre, og så er det blot, om vi kan udføre det på banen, kommer det fra Jakob Green, der godt kan mærke, at der er noget ekstra på spil. Også for ham selv.

Olsen meget tvivlsom

- Det er jo første gang, jeg står i en rigtig knald eller fald-kamp, så selvfølgelig er der lidt ekstra sommerfugle maven. Men jeg synes, vi er godt forberedte og glæder os til kampen, siger Jakob Green, der senest mod Tønder måtte undvære rutinerede Kasper Olsen, der har knæproblemer.

Om han spiller mod Otterup er yderst tvivlsomt, da han ikke har trænet med i de seneste par uger.

- For at være helt ærlig, så ved jeg det ikke, men han er da en spiller, vi godt kan bruge i sådan en kamp, understreger Jakob Green, der også har flere andre spillere med problemer.

- Men mon ikke vi får lappet dem sammen, så de kan være med. Man vil gøre meget for at spille netop sådan en kamp, understreger Jakob Green, der altså i sin første sæson som Sydhavstræner og seniortræner i det hele taget kan føre sit hold til opryknings-slutspillet til Håndboldligaen med en sejr i eftermiddag.

Der er kampstart i Otterup Idrætscenter i kl. 16:00, og Radio SydhavsØerne sender direkte fra opgøret.