Nu skal NFH vise potentialet

Foto: Rikke Bisgaard beskadigede lillefingeren sidst. Den er blevet syet, hvilket givetvis vil genere hende en smule i Voel.

Nykøbing-pigerne er topmotiverede mødet med topholdet Silkeborg-Voel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ambitionerne er store i Nykøbing F. Håndboldklub i denne sæson. De unge, talentfulde 1. divisionspiger går efter en topplacering - og helst i top fire som udløser oprykningsplayoff.

Søndag får holdet testet om niveauet matcher ambitionerne, når nykøbingenserne spiller ude mod det ubesejrede tophold fra Silkeborg-Voel.

- Det er nu, vi skal vise, hvad vi kan. Vi har set det i glimt mod oprykkerne, men denne gang skal vi holde koncentrationen i to gange 30 minutter, fastslår NFH-træner Susanne Møller Andersen.

Spillerne er - ifølge hende - topmotiverede til den opgave efter hele fem kampe mod oprykkere, hvor det til tider har været svært at sætte sig helt op.