Nu slår far Wozniacki en mur om sin datter

Der skal mere ro i Caroline Wozniackis liv. Den konklusion er hendes far og træner, Piotr Wozniacki, nået frem til, og derfor vil han nu slå en mur om hende, siger han til Ekstra Bladet.

- Jeg vil være mere hård fremover, slår han fast og nævner, at det både bliver over for WTA, arrangørerne af kvindernes tennistour, og over for datterens amerikanske manager, John Tobias.

- De er nødt til at respektere Carolines fritid. Fremover vil jeg lave en mur om Caroline, så kan de skælde ud på mig, siger Piotr Wozniacki.

Siden søndagens sejr i Indian Wells har han bøvlet rundt med en irriteret og træt datter og verdensstjerne, der nu opholder sig i Miami, hvor den næste turnering er lige på trapperne.

- Hun er meget træt og irriteret i disse dage. Der er alt for mange ting, hun er forpligtet til uden for banen.

- Først skal hun flyve fra Californien til Florida med tre timers tidsforskel, og så skal hun løbe fra det ene til det andet mandag og tirsdag. Det går ikke. Hun skal have noget mere tid til sig selv. Alle andre, der arbejder, har jo fri et par dage om ugen, minder hendes far om.

De ting, som Wozniacki har skullet mandag og tirsdag har været i WTA-regi. Først var der møde i spillerrådet, som hun selv har ønsket at blive en del af. Derudover har der været pressemøde og en spillerfest med masser af glimmer og rød løber.

Det koster ifølge Ekstra Bladet bøder på op til 250.000 kroner ikke at møde op til disse ting.

/ritzau/

Caroline Wozniacki har alt for lidt fritid. Det vil hendes far og træner lave om på ved at spille hård.

Offentliggjort Sidst opdateret