Ny AGF-målsætning: Medaljer, gruppespil og pokaltitel før 2025
AGF vandt 4-2 over finske FC Honka i Europa League-kvalifikationen og kan fortsat nå turneringens gruppespil i denne sæson. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AGF har lanceret en 2025-plan. Klubben skal være fast i top-6, vinde pokalturnering og få succes i Europa.
Armbevægelserne er store i superligaklubben AGF.
Fredag har klubben meldt en ny 2025-plan ud, og den indeholder en ambitiøs sportslig målsætning, "der skal bringe AGF endnu tættere på den absolutte fodboldtop i Skandinavien, når byens nye fodboldstadion til den tid er blevet indviet".
Frem mod 2025 skal AGF være i Superligaens top-6 hver sæson, vinde medaljer mindst to gange, vinde pokalturneringen mindst en gang mere, og klubben skal minimum en enkelt gang være kvalificeret til et europæisk gruppespil.
Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.
Den ambitiøse målsætning kommer på bagkant af en yderst vellykket 2019/20-sæson. Med bronzemedaljen i Superligaen opnåede AGF sit bedste resultat i 23 år.
I pokalturneringen skal man tilbage til 1996 for at finde klubbens seneste triumf, men i løbet af de næste fem sæsoner skal AGF hente klubbens tiende pokaltitel.
Målsætningen om et europæisk gruppespil kan blive indfriet allerede i de kommende uger. AGF deltager i Europa League-kvalifikationen og er tre sejre fra en plads i turneringens gruppespil.
I fremtiden udvides antallet af deltagere i de europæiske gruppespil, når den nye Conference League, den tredjebedste klubturnering i Europa, lanceres fra næste sæson.
I denne sæson er der i alt 80 europæiske hold, som deltager i et gruppespil, mens der fra næste sæson vil være 96 hold med i de europæiske gruppespil.
AGF vil indfri de sportslige målsætninger ved en gradvis forøgelse af klubbens sportslige budget. Alle indtægter fra spillersalg skal geninvesteres i truppen, lyder det.
Derudover vil AGF investere i "yngre, sultne og salgbare spillere", skriver klubben.
AGF åbner superligasæsonen mandag aften med en hjemmekamp mod Vejle. Tre døgn senere venter en udekamp i Slovenien mod NS Mura i Europa League-kvalifikationen.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker