Ny Bayern-sejr: Højbjerg får 45 minutter
Champions League-vinderne fra Bayern München vandt lørdag den femte testkamp ud af fem mulige, da upåagtede SG Sonnenhof Grossaspach blev banket med 6-0 efter en 4-0-føring ved pausen.
Den 17-årige danske midtbanespiller Pierre-Emile Højbjerg spillede hele anden halvleg for Bayern, og han fortsætter dermed med at få rigeligt med spilletid under den nytiltrådte træner, spanieren Josep "Pep" Guardiola.
Højbjerg, som i sidste sæson blev den yngste bundesliga-debutant for Bayern i klubbens historie, erstattede fra anden halvlegs begyndelse den tyske landsholdsstjerne Toni Kroos.
Guardiola skiftede hele otte spillere ud i pausen. Den tidligere FC Barcelona-mestertræner er tilbage i trænerjobbet efter et sabbatår, og spanieren er under et stort pres.
I sidste sæson vandt Bayern München det hele. Foruden Champions League blev det også til triumf i Bundesligaen samt den tyske pokalturnering. Det skete under Jupp Heynckes' ledelse.
10.000 tilskuere - udsolgt - overværede lørdagens kamp i Grossaspach. Xherdan Shaqiri scorede de første to mål, mens Toni Kroos og Arjen Robben også scorede inden pausen.
I anden halvleg kom David Alba og Julian Green på måltavlen. Eneste minus var Thomas Müllers brændte straffespark.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde