Ny Brøndby-boss fortsætter udrensning med salg af stopper

Kevin Tshiembe forsøger her at stoppe Isak Jensen. Fremover skal han stoppe modstanderne i Eliteserien. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Brøndby har solgt Kevin Tshiembe til Vålerenga. Af forskellige årsager har otte spillere forladt Brøndby i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fodbolddirektør Benjamin Schmedes har haft travlt med at trimme truppen i superligaklubben Brøndby IF, siden tyskeren tiltrådte ved årsskiftet.

Onsdag har han skåret yderligere et lag fedt fra ved at sælge midtstopperen Kevin Tshiembe til den norske oprykkerklub Vålerenga et halvt år før danskerens kontraktudløb.

Det oplyser Brøndby på sin hjemmeside.

Tidligere denne vinter har Schmedes og Brøndby skilt sig af med Ohi Omoijuanfo, Josip Radosevic, Bertram Kvist og Jonathan Ægidius, mens Justin Che og Carl Björk er blevet udlejet. I tillæg forlod eksanfører Kevin Mensah klubben ved kontraktudløb ved nytår. Kun en enkelt ny spiller er hentet ind.

Salget af Tshiembe kan effektueres med omgående virkning, fordi transfervinduet fortsat er åbent i Norge.

Tshiembe kom til Brøndby i sommeren 2021 og har i perioder været fast mand for Brøndby, men er røget ud i kulden det seneste år med kun få optrædener.

Derfor var det oplagt at sende den fysisk stærke reserve videre, og han får pæne ord med på vejen, før turen går til Oslo.

- Kevin har gennem sine år i Brøndby været en stærk defensivspiller for os og altid været utrolig vellidt blandt alle i klubben. Han har altid arbejdet professionelt og med en stærk mentalitet, og vi ønsker ham alt det bedste i Norge, siger Benjamin Schmedes.

27-årige Tshiembe har også en fortid i Lyngby Boldklub.

/ritzau/