Ny Brøndby-direktør får garanti om fred

Den nye Brøndby-direktør Jan Lockhart skal have mere rolige arbejdsvilkår end sine tre forgængere. Det lover Brøndby-næstformand Benny Winther.

Over for Jyllands-Posten erkender han, at der den seneste tid har været en tendens til, at bestyrelsen ville blande sig i for meget, men det skal være slut.

Adspurgt, hvem der kommer til at bestemme over den daglige drift, slår Winther fast, at "det gør direktøren." Han er dog ikke meget for at uddybe det svar.

- Sådan bliver det. Det har vi lovet hinanden. Alle sammen, siger Winther og understreger, at i dette alle sammen er formand Per Bjerregaard også inkluderet.

- Ja. Direktøren bestemmer det, han skal bestemme, ligesom hvis man er direktør i alle mulige andre virksomheder.

Spørgsmål: Har det været sådan hele tiden?

- Det har det vel ikke, men sådan bliver det nu, slår Benny Winther fast, inden han bliver spurgt, hvornår det ikke har været tilfældet.

- Er det ikke blevet dyrket nok. Det gider jeg ikke sige noget om. Jeg kan ikke lave om på fortiden. Jeg kan måske lave om på fremtiden, og sådan bliver det fremover.

En ting får Lockhart dog ikke fuld bestemmelsesret over - og det er køb af spillere.

- Køber vi spillere udefra, skal det gennem bestyrelsen. Det er grundloven, siger Benny Winther, der især peger på, at klubben skal undgå forkerte "kæmpeindkøb, som blev lavet i 2007 og 2008."

I disse to år købte man blandt andet spillere som Stefan Gislason, Alexander Farnerud, Jan Kristiansen, Chris Katongo, Ousman Jallow, Jon Jönsson og Peter Madsen.

Jan Lockhart bliver den fjerde direktør på bare 18 måneder. Både Hermann Haraldsson, Frank Buch-Andersen og Ole Palmå har siddet i stolen. Den første blev fyret, mens de to sidste selv gik efter uenigheder med bestyrelsen.

/ritzau/

Bestyrelsen vil blande sig mindre i den nye Brøndby-direktørs arbejde end hidtil, lover næstformand.

Offentliggjort Sidst opdateret