Ny budgetaftale holder dør åben for OL til København
Viktor Axelsen tog i Paris denne sommer sin anden olympiske guldmedalje. Måske kan fremtidens danske atleter drømme om et OL på hjemmebane. Foto: Ann Wang/Reuters
Københavns Kommune har sat penge af til forundersøgelse og tiltrækning af OL til den danske hovedstad.
Drømmene i Københavns Kommune om at lokke de olympiske lege til Danmarks hovedstad i fremtiden lever. Faktisk lever de så meget, at der er sat penge af til forundersøgelse af mulighederne.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse om den nye budgetaftale for 2025, der netop er indgået blandt partierne på rådhuset.
Helt konkret er der i budgettet afsat en halv million kroner, som skal bruges på forundersøgelser af mulighederne for at lokke OL til København samt til at afgive et egentligt bud på værtskabet til ungdoms-OL.
- Min vision er, vi skal have det mindste og mest bæredygtige OL nogensinde, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard i pressemeddelelsen.
Nu går vi videre med at undersøge, hvad det vil kræve at få OL til København, og samtidig udformer vi et bud på ungdoms-OL. Det bliver virkelig spændende at følge.
Værtskaberne for de olympiske lege i 2028 og 2032 er tildelt henholdsvis Los Angeles og Brisbane, så et dansk værtskab kan tidligst blive i 2036.
Et ungdoms-OL kan blive i 2030.
Hos Dansk Industri (DI) drømmer man sammen med Københavns Kommune.
- Det er fremragende, hvis København kan blive værtsby for et OL, siger Lars Bertolt Winther, chef for turisme, kultur og oplevelser i DI.
- Store events skaber stor økonomi, og det vil være en enestående driver for besøg og turisme i København og resten af landet, hvis vi kan lande så stor en begivenhed.
Ved de olympiske lege i Paris denne sommer hentede Danmark ni medaljer - to af dem var af guld. De gik til badmintonspilleren Viktor Axelsen og håndboldherrerne.
Søndag sluttede de paralympiske lege samme sted. Her blev det til ti danske medaljer, to af guld. De blev vundet af svømmeren Alexander Hillhouse og cykelrytteren Emma Lund.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet