Ny Champions League-nedtur for Barcelona

FC Barcelona fortsætter med at skuffe i dette års Champions League. Sidste års suveræne mestre måtte således nøjes med sølle 0-0 på udebane i Rusland mod Rubin Kazan og fik dermed ikke revanche for det ydmygende 1-2-nederlaget holdet led hjemme mod russerne for to uger siden.

De spanske gæster havde det meste af spillet kampen igennem i den russiske kulde, men ind ville bolden ikke trods store chancer især i første halvleg. Den svenske superstjerne Zlatan Ibrahimovic var tættest på efter blot tre minutter, men hans friløber mundede ud i et skud på stolpen.

Med 0-0 er FC Barcelona fortsat langt fra sikker på at avancere fra gruppespillet. Gruppen føres ganske vist af spanierne, der har fem point sammen med Rubin Kazan. Dernæst følger Dynamo Kiev med fire point, mens Inter har tre. Senere onsdag gæster Inter Kiev.

/ritzau/

FC Barcelona løb ind i en ny skuffelse i Champions League, da de forsvarende mestre må nøjes med 0-0 ude mod Rubin Kazan.

Offentliggjort Sidst opdateret