Ny dansk mixeddouble vinder badmintonfinale i Indien
Christinna Pedersen (th.) tabte i damedouble i semifinalen i India Open med Kamilla Rytter Juhl. I mixeddouble strøg hun og Mathias Christiansen helt til tops. Foto: Scanpix/Sajjad Hussain
Scanpix/Sajjad Hussain
Mathias Christiansen og Christinna Pedersen har vundet finalen i India Open i to sæt.
Den danske mixeddouble Mathias Christiansen og Christinna Pedersen tog søndag finalesejren i badmintonturneringen India Open i ganske sikker stil.
Kun to sæt skulle de bruge for at besejre indoneserne Praveen Jordan og Melati Daeva Oktavianti.
Sejren var det danske makkerpars første sammen i en World Tour-turnering.
Mathias Christiansen og Christinna Pedersen blev sat sammen, da Badminton Danmark i august traf den svære, men ikke helt chokerende beslutning at splitte en af Danmarks bedste mixeddoubler gennem tiden bestående af Christinna Pedersen og Joachim Fischer.
Den 39-årige Fischer var blevet skadet. Med hans alder, som var svær at se forenelig med OL i 2020, besluttede forbundet at sætte 31-årige Pedersen sammen med 23-årige Mathias Christiansen.
I finalen i Indien snuppede det femteseedede danske par første sæt med 21-14 efter flot og konsekvent spil.
I andet sæt var danskerne igen i førersædet og trak fra frem mod 14-7, før indoneserne åd sig op på 10-14, og danskerne igen fik momentum.
Ved 20-13 kunne det med syv matchbolde ikke længere gå galt, og punktummet blev sat med 21-15.
Den samlede præmiepulje i India Open er på 350.000 dollar, hvilket cirka svarer til cirka 2 millioner kroner.
De største badmintonturneringer blev inden nytår kaldt for Super Series-turneringer, men de hedder nu World Tour-turneringer.
De er inddelt i forskellige kategorier, og turneringen i Indien er en såkaldt World Tour Super 500-turnering, der er det fjerdebedste niveau inden for badmintonturneringer.
Senere søndag skal Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen spille finale i herredouble.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet