Ny Næstved-træner debuterer med et uafgjort resultat
Det blev søndag til to uafgjorte resultater i landets næstbedste fodboldrække. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vendsyssel og Næstved spillede 1-1, mens Fredericia og Helsingør delte i en nulløsning i 1. division.
Med en nyudnævnt mand i spidsen for Næstved, Patrick Birch Braune, blev det søndag til et point for klubben, der spillede 1-1 i Hjørring mod Vendsyssel.
Det var det første opgør for Næstved efter, at klubben fyrede cheftræner Peter Bonde oven på en skuffende sæsonstart i landets næstbedste række.
Efter de første otte runder havde Næstved kun skrabet to point sammen, så det ene point i Hjørring falder på et tørt sted.
Patrick Birch Braune fik en optimal start som ny cheftræner, da Mikkel Ladefoged efter små 20 minutter sendte Næstved i front.
Lykken varede dog kort, for fem minutter senere svarede Vendsyssel igen, da Lasse Steffensen bragte balance i regnskabet.
I første halvlegs tillægstid blev Vendsyssels Emil Nielsen sendt tidligt i bad med et direkte rødt kort, og så var betingelserne optimale for, at Næstved-spillerne kunne give deres nyudnævnte cheftræner en drømmestart i jobbet.
Gæsterne udnyttede dog ikke overtallet i anden halvleg, og i perioder var det sågar svært at se, at Vendsyssel var en mand i nede.
I Fredericia blev dagens anden kamp spillet i 1. division, da FC Helsingør kom på besøg.
Her var det tydeligt, at Fredericia ligger væsentligt højere i rækken end sjællænderne.
Hjemmeholdet sad massivt på kampen, men formåede ikke at omsætte overtaget til mål, og derfor måtte de to hold gå fra banen i en nulløsning.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker