Ny promotor vil udbrede speedway og udbygge international fanbase

Leon Madsen (th.) var med sin syvendeplads sidste år den bedste af de to faste danske kørere i VM-serien. Anders Thomsen (tv.) sluttede som nummer 11. Madsen og Thomsen får i år selskab af Mikkel Michelsen i SGP. Årets første grandprix køres lørdag i Kroatien. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

En ny sæson i Speedway GP-serien bliver skudt i gang lørdag. Under ny rettighedsejer skal det samtidig være startskuddet til en global udbredelse af sporten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Speedway blev nærmest nationalsport i Danmark, da Ole Olsen, Erik Gundersen og Hans Nielsen tog del i drabelige slag på slaggerne i 1970'erne og 1980'erne og hjemførte et hav af VM-titler.

Sådan må det gerne blive igen, hvis det står til den globale tv-mastodont Discovery - særligt i flere lande på resten af kloden.

Selskabet har for en tiårig periode købt rettighederne til at tv-transmittere VM-serien Speedway GP og drive forretningen bag, og den stenrige medievirksomhed fyrer godt op under kedlerne.

- Vi ændrer måden, hvorpå produktet bliver bragt ud til publikum, dramatisk. Det bliver langt mere moderne end i de seneste årtier. Derudover skal vi udbygge fanbasen i flere lande over hele kloden, så det ikke kun er de hardcore speedwayfans, der følger med.

Sådan lyder det fra François Ribeiro, der er chef for Discovery Sport Events. Han har fået nøglerne til VM-serien, som får et ansigtsløft.

Meget inspiration er hentet i MotoGP og Formel 1. Der bliver blandt andet bygget store pitområder til kørerne, så de i højere grad ligner dem, man kender fra de to løbsserier.

Desuden vil Discovery forsøge at efterligne Netflix' dokumentarserie "Drive to Survive", som har været med til at booste Formel 1's renommé flere steder i verden - især i USA.

- Det er virkelig fedt. Jeg er sikker på, at det kommer til at styrke sporten. Vi skal selv være med til at dokumentere vores hverdag med video og billeder, siger Anders Thomsen, der er en af de tre danske kørere i SGP.

Discoverys indtog får også betydning for værterne for grandprixerne. Jacob Olsen er direktør i Vojens Speedway Center, som får besøg af SGP-feltet i september, og han er positivt stemt.

- Det er megaspændende. Der bliver investeret rigtig mange penge i det, siger han.

Discovery har købt rettighederne til at tv-transmittere grandprixerne, men er også promotor og ansvarlig for driften af det cirkus, der er udenom. Tidligere lå tv-rettighederne og promotoransvaret to forskellige steder.

Den nye konstellation er god, mener Jacob Olsen.

- Discovery har alt i sine hænder og har interesse i det hele. De kommer med et hav af lastbiler og et kæmpe setup, som blandt andet inkluderer en stor fanzone, hvor fans kan komme og nyde hele løbsdagen.

- Det er superfedt, siger Jacob Olsen, som dog også fastslår, at det bliver dyrere for ham at stable grandprixer på benene i fremtiden.

Med sine tre verdensmesterskaber stod Nicki Pedersen i 00'erne bag en dansk speedwayrenæssance.

Parken blev omdannet til en kæmpe speedwayarena i mere end ti år og var med til at skabe opmærksomhed om sporten herhjemme.

I år er Vojens Speedway Center vært for det eneste danske løb i kalenderen, men Discovery ser gerne flere danske grandprixer.

- Hvis Danmark har kapaciteten til at stable solide og velfinansierede grandprixer på benene, så er vi meget åbne for det, siger François Ribeiro.

Et andet dansk grandprix skal dog både geografisk og tidsmæssigt ligge et stykke fra grandprixet i Vojens.

- Ellers kannibaliserer de på hinanden, siger Ribeiro.

Selv om et stort grandprix i København kan betragtes som konkurrence til Vojens, er Jacob Olsen meget positivt stemt for idéen.

- Jeg ser det ikke som en problematik. Det er kun fedt. Men vi skal fokusere på os selv, og vi går efter at have et grandprix hvert år. Hvis vi skal have det, er vi tvunget til at udvikle os hele tiden, siger han og fortæller, at en ny tribune er under opførelse.

Jacob Olsen forventer, at Discoverys indtog vil give speedwaysporten en opblomstring, men hvis hr. og fru Danmark igen skal op af stolen, er der kun én ting, der for alvor kan udløse det.

- Dansk speedway mangler en verdensmester. Det kan gøre forskellen.

Om det lykkes Discovery at gøre speedway til en verdensomspændende sport med en kæmpe fanbase, kan François Ribeiro ikke garantere.

- Men jeg kan garantere, at indsatsen bliver stor.

- Det selskab, jeg arbejder for, har betydningsfulde ressourcer, og når det bliver besluttet, at vi skal gå benhårdt til værks i promoveringen af noget, så ved vi, at vi kan nå meget langt.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu