Ny sejr bringer Leverkusen helt tæt på historisk titel
Den unge stjerne Florian Wirtz (til højre) blev matchvinder for Leverkusen mod Union Berlin. Foto: Annegret Hilse/Reuters
Bayer Leverkusen udbyggede sit forspring og kan sikre sig titlen med en sejr over Werder Bremen på søndag.
Bayer Leverkusen kan allerede i den kommende weekend sikre sig det tyske fodboldmesterskab for første gang i klubbens historie.
Det suveræne førerhold lørdag vandt 1-0 på udebane over Union Berlin, og da Bayern München samtidig leverede et nyt flop og tabte 2-3 til oprykkeren Heidenheim, er forskellen 16 point med seks spillerunder igen.
Hvis Leverkusen næste søndag slår Werder Bremen, kan champagnepropperne springe i medicinbyen.
Træner Xabi Alonsos tropper er nu ubesejret i 42 kampe i alle turneringer i denne sæson, og heller ikke Union Berlin kunne bremse det åbenbart uovervindelige tophold.
Hovedstadsklubben holdt stand i 45 minutter, men i første halvlegs tillægstid ramlede det hele.
Først blev Robin Gosens smidt ud med sit andet gule kort, og kort efter begik holdet straffespark, som Florian Wirtz sikkert satte ind hos Frederik Rønnow.
Union Berlin satte en anden dansker, Mikkel Kaufmann, på banen fra anden halvlegs start, men med en mand i undertal var opgaven uoverkommelig.
Det burde den også have været for Heidenheim, der ved pausen var bagud 0-2 mod Bayern München. Men de seneste 11 års mesterklub mangler i denne sæson fuldstændig Leverkusens stabilitet.
Efter seks minutter i anden halvleg havde det stjernespækkede hold allerede formøblet den føring, som Harry Kane og Serge Gnabry havde skaffet ved halvtid.
Først lod Bayern-defensiven sig udspille af den simpleste opskrift: En lang bold fra målmanden blev forlænget til Kevin Sessa, der fik frit løb og let kunne udplacerede Bayern-keeper Sven Ulreich.
Bolden var dårligt nok sat i spil igen, før hjemmeholdet nåede på omgangshøjde. Et indlæg fra Jan-Niklas Beste i venstre side fandt frontløberen Tim Kleindienst, der styrede bolden videre i mål.
Samme Kleindienst gjorde sig til matchvinder for oprykkerne med sit 11. sæsonmål godt ti minutter før tid.
Bayern Münchens sidste chance for at redde en skuffende sæson er nu Champions League. Holdet møder på tirsdag Arsenal i den første kvartfinalekamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde