Ny triumf for Peter Gade i Sydøstasien

Peter Gade har fået en fremragende begyndelse på 2010.

Søndag kunne den 33-årige dansker for andet år i træk juble over sejren i badmintonturneringen Korea Open, der er en del af Super-Serien.

I slutkampen besejrede Peter Gade verdensranglistens nummer ét, Lee Chong Wei, med 21-18, 10-21, 21-17. Malaysieren var også hans modstander i sidste års finale.

Peter Gade havde haft en betydeligt vanskeligere vej til finalen end Lee Chong Wei, der ikke afgav et eneste sæt i de forudgående kampe.

Derimod måtte danskeren ud i tre sæt i en hård semifinale, men han havde altså kræfter nok til at tage stikket hjem, da finalen skulle afgøres.

/ritzau/

Badminton-veteranen Peter Gade vandt for andet år i træk Super Serie-turneringen Korea Open. I finalen slog han verdensranglistens nummer ét, Lee Chong Wei.

Offentliggjort Sidst opdateret