Ny turneringssejr glipper for Nanna Koerstz Madsen i omspil
Nanna Koerstz Madsen havde inden søndagens sidste runde et forspring på tre slag til nummer to. Men danskeren formåede ikke at fastholde føringen og sluttede på andenpladsen efter omspil. Her slår hun ud på 10. hul. Foto: Denis Poroy/Ritzau Scanpix
Denis Poroy/Ritzau Scanpix
Nanna Koerstz Madsen var alene i spidsen for LPGA-turnering i USA, men en bogey på 18. hul kostede dyrt.
Golfspilleren Nanna Koerstz Madsen var søndag tæt på at sikre sig sin anden sejr på LPGA-touren, men danskeren måtte tage til takke med en andenplads i JTBC Classic i Californien.
Efter søndagens fjerde og sidste runde lå Nanna Koerstz Madsen på en delt førsteplads med Atthaya Thitikul fra Thailand.
De to skulle derefter ud i omspil, som Thitikul vandt på andet hul.
- Det var ikke et særligt godt omspil. Jeg spillede en god turnering, og jeg er tilfreds med spillet. Måske kunne jeg have gjort det en smule bedre i dag, men det var, hvad jeg formåede, siger hun.
For godt to uger siden skrev den 27-årige Koerstz Madsen golfhistorie, da hun som den første dansker nogensinde vandt en LPGA-turnering.
Det skete nær Pattaya i Thailand. Sejren kom i hus efter omspil.
Søndag havde hun kurs mod en gentagelse af triumfen, da hun på 17. og næstsidste hul lavede en birdie.
Dermed var danskeren alene i spidsen i 17 slag under par.
Men på det 18. hul brugte hun et slag mere end par og endte samlet i 16 slag under par for de fire runder.
Det samme som Thitikul, der med en score på otte slag under par stod for søndagens bedste runde.
Nanna Koerstz Madsen lavede ud over sin bogey på sidste hul tre birdies.
På første omspilshul brugte begge spillere fire slag. Men på det andet hul brugte Nanna Koerstz Madsen seks slag, mens modstanderen fik bolden i på fem slag.
Som vinder af turneringen belønnes Thitikul med godt 1,5 millioner kroner, mens Nanna Koerstz Madsen kan trøste sig med en check på små 950.000 kroner.
Sejren er den første for den 19-årig thailænder på LPGA-touren, der anses for at være den stærkeste i verden.
- Det snurrer bare rundt i hovedet på mig lige nu. Jeg kan ikke tro, at jeg blev LPGA-vinder. Det føles fantastisk, siger teenageren.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde