Fløjspilleren i Fredericia Håndboldklub Martin Bisgaard har ikke holdt barsel, selv om han blev far i slutningen af december og har ret til 11 ugers barsel. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mandlige håndboldspillere tager sjældent 11 ugers barsel. Ifølge Håndbold Spiller Foreningen vil klubberne ikke betale. Klubberne mener ikke, de har råd.
Ritzau RitzauTenna Linnet Bork-Larsen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Mange mandlige håndboldspillere får børn, mens de stadig er aktive.
Men de færreste gør brug af retten til 11 ugers øremærket barsel, og ugerne går tabt.
Det har både sportslige og økonomiske omkostninger at gå på barsel, siger Torben Vinther, direktør i fagforeningen Håndbold Spiller Foreningen.
- Man får en lavere værdi hos klubberne, når man er én af dem, der vælger at tage barsel. Samtidig får spillerne at vide, at hvis de vil på barsel, er det på dagpenge.
En af de spillere, der ikke har taget barsel, er Martin Bisgaard, fløjspiller i Fredericia Håndboldklub.
Annonce
Han blev far til en dreng i december 2022. Han blev væk fra træning i en uge på grund af fødselskomplikationer, og da han mødte op til kamp lørdagen efter, sad han på bænken.
- Sådan er det bare. Det er intet ondt mod min træner. Hvis man ikke har været til alle træninger inden, kan man have misset taktik op til kampen, siger han.
- Hvis jeg kunne gå hjemme i 11 uger med min søn, uden at det havde arbejdsmæssig betydning, gjorde jeg det uden at blinke, siger Martin Bisgaard, fløjspiller i Fredericia Håndbold Klub. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Håndboldspillernes karrierer afhænger af individuelle præstationer, forklarer Martin Bisgaard.
- Din kammerat på venstre back kan ikke sikre dig en ny kontrakt. Hvis du tager fem ugers barsel i løbet af foråret, er du sikker på, at din kontrakt ikke bliver forlænget, og at der ikke er andre klubber, der tør at røre ved dig, siger han.
I standardkontrakten fra forbundet DanskHåndbold står der ikke noget om løn under barsel - eller barsel i det hele taget.
- Der er stor forskel på min løn og 13.000 kroner i barselsdagpenge efter skat. Vi ville som familie skulle vælge nogle ting fra.
- Så jeg har ikke taget barsel. Det giver lidt en knude i maven at skulle køre fra sin søn, når han er seks dage gammel, siger Martin Bisgaard.
Ribe-Esbjergs Jakob Frederiksen blev far i april og mener, det handler om kultur.
- Det er svært at være den første. Dét, og så at vi ikke får løn under barsel.
Han er én af flere spillere i klubben, der er nybagt far og har ret til at gå på barsel.
Annonce
- Men der er ikke kommet en løsning. Og det virker heller ikke til, at klubberne har den store lyst til at finde den. For så længe der ikke er en løsning, spiller vi jo bare, siger han.
Spillerne kan rådføre sig med Håndbold Spiller Foreningen, hvis de vil tage barsel.
Den har forelagt en model for klubberne, hvor de kan lade spilleren tage lønnet barsel, når turneringen ligger stille - for eksempel efter sæsonafslutningen eller under slutrunder.
Enkelte klubber benytter modellen. Men der er ikke udsigt til en fælles aftale, siger Torben Vinther.
- Det var da klart at foretrække, at alle klubber gjorde det samme. Så man ikke skal kigge på, hvilke klubber der er gode at spille i, når man skal være far, siger han uden at fortælle, hvilke klubber der er villige til at udbetale løn under barsel.
Spillerforeningen præsenterede i slutningen af juni modellen for divisionsforeningen. Torben Vinther mener, at den er uden omkostninger for klubberne. Flertallet af klubber stemte imod.
- Det er voldsomt ærgerligt, for det går ud over især børnene. Det er både en praktisk og trivselsmæssig udfordring, siger han.
I divisionsforeningen Tophåndbold, der repræsenterer klubberne, ser direktør Thomas Christensen et problem i, at håndboldspillere ikke undtages fra regler om øremærket barsel ligesom selvstændige.
- Vi er pisseærgerlige. Spillerne vil gerne gøre det så godt som overhovedet muligt, og derfor vil de aldrig ønske at gå på barsel midt i en sæson.
- Men hvis de vil, må de selvfølgelig det, siger han og påpeger, at spillerne generelt har en mere fleksibel hverdag og mulighed for mere tid hjemme hos familien end almindelige lønmodtagere.
Annonce
Thomas Christensen anerkender, at spillerne ikke har de bedste forudsætninger for at gå på barsel.
- Virksomhederne (klubberne, red.) kan lave de løsninger, som de ønsker at lave, siger han.
Det står ingen steder i loven, at fædre og medmødre skal have løn under barsel. Divisionsforeningen kan ikke diktere, hvilke aftaler klubberne laver med spillerne.
- Mange håndboldklubber kæmper hver dag for, at økonomien skal hænge sammen. 85 procent af økonomien i en håndboldklub går til spillerløn, siger han.
/ritzau/
Sådan lyder barselsreglerne
Der kom nye barselsregler 2. august 2022.
* Forældre har sammenlagt 48 ugers orlov med barselsdagpenge efter barnets fødsel. Mødre har ret til fire ugers orlov før fødslen.
* Som udgangspunkt har hver forælder 24 ugers orlov. De to uger er pligtbarselsorlov og skal holdes i forbindelse med fødslen.
* Ni uger er øremærket, hvilket betyder, at de ikke kan overføres til den anden forælder. Det giver i alt 11 ugers øremærket barsel. De resterende 13 uger kan godt overføres til den anden forælder.
* Selvstændige er undtaget fra de nye barselsregler. Både divisionsforeningen og spillerforeningen har forsøgt at få håndboldspillere undtaget fra de nye barselsregler.
* Ansatte i private virksomheder har som udgangspunkt ikke ret til orlov med løn efter fødslen, medmindre det står i kontrakten. Det er altså forhandlinger, der afgør, om den ansatte har ret til lønnet barsel.
* Hvis du holder fuld orlov, er ansat 37 timer om ugen og får over 19.728 kroner i månedsløn, vil du få 4550 kroner om ugen før skat i barselsdagpenge. Det giver 18.200 kroner om måneden før skat.
* Private arbejdsgivere betaler årligt et bidrag til en obligatorisk barselsudligningsordning per lønmodtager. Til gengæld modtager arbejdsgiverne en supplerende lønrefusion fra barselsudligningsordningen, hvis medarbejderne får løn under barselsorloven.
Seneste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Så du det også? Derfor fløj stort amerikansk fly lavt over LF
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Ikonisk kro solgt til indisk milliardær
Spor blokeret på motorvej
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel