Nyblom sikrede Danmark den første medalje

Danmark har sikret sig den første medalje ved VM i brydning. Det skete, da Håkan Nyblom fredag aften vandt bronzekampen i 55-kilos-klassen med en sejr over Erhan Karakus fra Tyrkiet.

Nyblom formåede dermed at ryste nederlaget i semifinalen til den trefoldige verdensmester, iranske Hamid Soryan Reihanpour, af sig, da han vandt første omgang med 2-0. Karakus kæmpede sig dog tilbage i duellen i anden omgang, inden kampen blev afgjort til dansk fordel.

Håkan Nyblom kan dermed se tilbage på en flot fredag ved stævnet i Herning, som blev indledt med en sejr over Péter Modos fra Ungarn. Dernæst blev Francisco Encarnacion fra Den Dominikanske Republik slået, inden Nyblom sikrede sig en plads i semifinalen efter sejr over Vyugar Ragymov fra Ukraine.

/ritzau/

Foto: SLETTING JENSEN KLAUS/POLFOTO

Håkan Nyblom vandt bronze ved VM i brydning. Bronzen er Danmarks første medalje ved det igangværende VM-stævne i Herning.

Offentliggjort Sidst opdateret