Parmesanost, pesto og parmaskinke.
Listen med italienske påfund, som starter med p, er lang.
Ordet plusvalenza ryger i den modsatte grøft. I hvert fald for Serie A-klubben Juventus.
Begrebet plusvalenza står nemlig til at koste Juventus en straf på minus 15 point i Serie A. Det afgjorde en appeldomstol i Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) for to uger siden.
Med ét blev tredjepladsen i Italiens bedste fodboldrække skiftet ud med en plads midt i tabellen. Langt fra Juventus' selvforståelse.
Ifølge FIGC har Juventus med fuldt overlæg gjort brug af en regnskabsteknisk finte, som sikrede klubben en på papiret bedre økonomi.
Dermed skjulte Juventus den reelle finansielle situation. Og derfor står Juventus til at miste 15 point.
Det italienske nyhedsbureau Ansa oplyser, at Juventus får den sportslige straf for alvorlige, systematiske og langvarige lovovertrædelser med intentionen at forskønne regnskaber med fiktive kapitalgevinster.
Det er ifølge Ansa dokumenteret i 14.000 siders materiale, som er indhentet af chefanklageren i FIGC, Giuseppe Chinè, hos anklagemyndigheden i Torino.
Af dokumenterne fremgår det, at hele den øverste ledelse i klubben har været bekendt med lovovertrædelserne.
Allerede i november 2021 var statsanklageren i Torino og Italiens finanspoliti i gang med en efterforskning på baggrund af en rapport fra det italienske børstilsyn og tilsynskommissionen for professionelle fodboldklubber i Italien.
Dermed startede sagen, som blev døbt prisma. Plusvalenza-sagen udspringer af prisma-efterforskningen.
For det er i forbindelse med en større efterforskning af Juventus' økonomi, at anklageren faldt over, hvordan plusvalenza kunne fungere som en regnskabsteknisk finte.
Oversat fra italiensk til dansk betyder plusvalenza merværdi. Begrebet bruges til at beskrive den kapitalgevinst, som en transfer kan bogføres som i et årsregnskab.
Ifølge Chinè har klubben genereret den ekstra kapitalgevinst via spillersalg, hvor klubben har byttet spillere lige over for nærmest identiske - ifølge anklageren kunstigt høje - transfersummer med andre klubber. Med fuldt overlæg.
Det har været med til at få klubbens regnskaber til at fremstå pænere over en årrække. Det skyldes måden, som beløb for indkøbte spillere og transferindtægter fra salg regnskabsteknisk bogføres i Italien.
Anklageren kunne ikke påvise finten, da forbundet i foråret 2022 forsøgte at straffe de klubber, som var involveret i 62 handler med spillere, der var blevet "byttet" mellem klubber for bemærkelsesværdigt høje beløb i forhold til den værdi, som spillerne - ifølge anklageren - reelt havde.
Derfor blev sagen afvist. FIGC appellerede, men også appellen blev afvist.
Juventus var nævnt i sagen med 42 handler.
Nu har den italienske pibe fået en anden lyd. I december 2022 meddelte Chinè, at han ville have genåbnet sagen. I januar blev sagen bragt for den føderale appeldomstol i FIGC-regi. Alle øvrige klubber i plusvalenza-sagen blev frifundet.
Men Chinè mente at have fundet nye beviser mod Juventus i prisma-efterforskningen. Den sag som plusvalenza udspringer af. For selv om de to sager er forskellige, trækker de spor til hinanden.
Prisma-sagen - som i første omgang foregår i det civile retssystem - handler om tvivlsom regnskabsførelse, usande finansielle redegørelser og markedsmanipulation.
Anklageren fandt i prisma-efterforskningen aflytninger, dokumenter og håndskrevne noter til den daværende sportsdirektør, Fabio Paratici, fra hans højre hånd og efterfølger i jobbet Federico Cherubini.
Elementer som anklageren ikke havde til rådighed i høringsprocessen, før plusvalenza-sagen i foråret kom for domstolen og blev afvist. Det var årsag til, at appeldomstolen accepterede at genåbne sagen.
Juventus er et børsnoteret aktieselskab og ansvarlig over for aktionærer og aktiemarkedet. Det har Juventus forsømt, hvis klubben har været uærlig i sin måde at drive forretning på.
På baggrund af det fremlagte regnskab sidste år trak hele bestyrelsen i Juventus sig i november 2022. Der er høring i prisma-sagen i marts 2023.
/ritzau/
Efterforskningen startede i 2021
* 27. oktober, 2021: FIGC's anklager åbner en sag, efter at det italienske børstilsyn (Consob) har undersøgt kapitalgevinster fra de seneste to år blandt børsnoterede selskaber. Tilsynskommissionen for professionelle fodboldklubber i Italien (Covisoc) gør samtidig opmærksom på, at der er en mulighed for, at klubber har lavet transfers med hinanden for at forbedre regnskaber.
* 26. november, 2021: På baggrund af Consob og Convisocs rapport åbner statsanklageren i Torino en sag. Italiens finanspoliti hopper med på vognen.
* 23. marts, 2022: Italiens finanspoliti forsøger at afdække de fire måneders løn, som Juventus-spillere ifølge en børsmeddelelse udsendt i foråret 2020 har givet afkald på under corona.
* 1. april, 2022: Anklagerens efterforskning i plusvalenza-sagen fører til, at Juventus og 11 andre italienske klubber - heriblandt Napoli - anklages for at have sat spillerværdier højere end den faktiske værdi i forbindelse med transfers.
* 15. april, 2022: Alle - både aktører og klubber - bliver frikendt ved den føderale domstols første instans. Det bliver begrundet med, at der ikke er en objektiv metode til at fastslå en spillers reelle værdi. Anklageren bringer dommen for en appeldomstol, som også afviser sagen.
* 28. november, 2022: Hele Juventus' bestyrelse går af som følge af de økonomiske og juridiske udfordringer, som klubben har.
* 29. november, 2022: Det Italienske Fodboldforbunds (FIGC) anklager åbner en sag på baggrund af indhentede dokumenter i forbindelse med coronalønninger i prisma-sagen.
* 30. november, 2022: En anmodning om tiltale af tidligere bestyrelsesformand Andrea Agnelli og 11 andre personer i Juventus-ledelsen bliver indgivet til anklagemyndigheden i Torino. Det handler om prisma-efterforskningen af Juventus' regnskaber.
* 22. december, 2022: FIGC's anklager vil have genåbnet plusvalenza-sagen. Anklageren mener at have nye beviser i materialet fra prisma-sagen.
* 20. januar, 2023: Efter en kort høring, hvor de nye beviser bliver fremlagt straffer den føderale appeldomstol Juventus med minus 15 point i Serie A i forbindelse med plusvalenza-sagen. Derudover bliver flere tidligere medlemmer i Juventus' ledelse og et enkelt nuværende straffet med lange karantæner i FIGC-regi. Den nuværende sportsdirektør Federico Cherubini straffes med 16 måneders karantæne. Juventus appellerer dommen til Italiens Olympiske Komité (Coni). Instansen kan ikke ændre i den afsagte dom. Coni kan kun afvise dommen helt, stadfæste den eller sende tilbage til appeldomstolen.
* 30 januar, 2023: Den føderale appeldomstol i FIGC-regi begrunder i et 36 sider langt dokument, hvorfor Juventus er blevet straffet.
Kilde: Gazzetta dello Sport.
/ritzau/
Sådan afskriver Juventus en transfer
For at forstå Juventus' regnskabstekniske finte, skal man forstå, hvordan en transfer fungerer i et regnskab.
* I de af FIGC undersøgte transfers er der tale om handler, som på papiret ligner byttehandler. Juventus sælger en spiller til en klub for eksempelvis ti millioner euro. Den anden vej køber Juventus selv en spiller i den samme klub for ti millioner euro.
* Når Juventus sælger en spiller, placerer klubben hele den indkomne transfersum i indeværende regnskabsår. Det vil sige, at hele beløbet indgår i regnskabet samme år.
* Hvis den spiller er egenproduceret, og der derfor ikke er restgæld i spilleren fra en tidligere transfer, så er det en plusvalenza på ti millioner euro.
* Hvis Juventus køber en spiller for ti millioner euro, giver spilleren en løn på en million euro, og ansætter spilleren på en femårig kontrakt, afskrives spilleren over den femårige kontraktperiode.
* Derfor koster spilleren en million i løn plus en femtedel af transfersummen om året i klubbens regnskaber. I det her tilfælde vil der samlet afskrives tre millioner om året.
* Med ovenstående eksempel har Juventus derfor genereret syv millioner euro ekstra i regnskabsåret.
* Manøvren kan være med til at skjule den reelle finansielle situation i klubben, fordi det er en kunstig kapitalindsprøjtning, som får bundlinjen til at senere pænere ud i det indeværende regnskabsår. Det påvirker virksomhedens værdi på børsen og kan dermed være en form for kursmanipulation.
/ritzau/
Seneste artikler
Opkaldt efter Ulf Pilgaard: Ny pris skal uddeles ved nyt show i Nykøbing
Kommune advarer borgere
Ledelse på skole er væk
CBS må give afslag til de fleste ansøgere efter rekordstor interesse
Lene har taget et kæmpe spring: Jeg var bange for skolen – nu starter jeg som elev
Mest læste artikler
Ny ejer: Maglebrænde-slagteren genopstår
Seks kendte kunstnere indtager Falster i ny sæson af ”Kunstnerkolonien”
Ledelse på skole er væk
Forældre i opråb om massive rotteproblemer på skole: - Det er ikke rart at vide, at mit barn render rundt i en rotterede
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud