Nye dopingregler giver mulighed for fire års karantæne
Fra og med 2015 bliver det formentlig forbundet med endnu større risiko at forsøge at snyde sig til resultater ved at bruge doping.
Det internationale antidopingagentur Wada har på et møde i Johannesburg vedtaget sit nye kodeks, der strammer reglerne op på en række områder.
Blandt andet åbnes der nu for, at atleter skal kunne idømmes fire års karantæne første gang, at de bliver snuppet i en dopingkontrol.
De fire år svarer til, at man må sidde over ved et OL i modsætning til tidligere, hvor førstegangsforseelser højst kunne straffes med to års karantæne.
Hos Anti Doping Danmark (ADD) lægger man dog mindst lige så meget vægt på, at det nye kodeks giver bedre muligheder for at efterforske de netværk, der ligger bag dopingbrugen.
- Med det nye kodeks vil de nationale antidopingmyndigheder kunne sanktionere hårdere i alvorlige sager, og det bliver i højere grad muligt at ramme organiseringen bag doping på grund af nye værktøjer inden for efterforskningen, siger formanden for ADD, Mette Hartlev.
Også formanden for Danmarks Idræts-Forbund bakker op om de nye regler.
- Det nye kodeks giver os mulighed for en mere effektiv og målrettet dopingbekæmpelse, blandt andet ved at lægge mere vægt på efterforskningsredskabet og på at ramme bagmænd, siger Niels Nygaard.
Det nye kodeks træder i kraft fra 1. januar 2015.
/ritzau/
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie