Nye FCV-spillere afviser hurtig Superliga-exit
Flere fodboldeksperter vurderede i slutningen af maj, at når næste superligasæson fløjtes af i foråret 2014, så vil oprykkerne fra Viborg FF og FC Vestsjælland ryge retur til 1. division.
Men det får ikke Vestsjællands nye offensivspiller Dennis Sørensen til at tvivle på det ambitiøse projekt i Slagelse.
- Hvad andre folk mener, må stå for deres regning. Jeg tror på, at vi kan klare os, og at vi har mere at byde på, end hvad eksperterne i så fald mener, at vi har.
- Vi går selvfølgelig ind til opgaven med ydmyghed, men samtidig også en stærk tro på egne evner. Så er jeg sikker på, at vi nok skal få overbevist dem om noget andet, siger han og påpeger, at der kan ske meget på 33. spillerunder.
På bare fem år er det lykkedes FC Vestsjælland at rykke fra 2. division til toppen af 1. division og videre op i Superligaen.
Og 32-årige Dennis Sørensen er blot én af flere nye spillere, som FC Vestsjælland har skrevet kontrakt med denne sommer for at opgradere klubbens spillertrup.
Heriblandt også den 25-årige Michael Lumb, der heller ikke lægger noget i fodboldeksperternes spådom. Heller ikke selvom holdet ikke har vundet en eneste af sine testkampe denne sommer:
- Hvis man kigger på vores træningskampe, så ser det rigtig nok ikke så godt ud.
- Men jeg tror, at når vi først kommer ordentligt i gang, så kan vi overraske mange i Superligaen. Ellers havde jeg ikke skrevet under, siger venstrebacken.
Dennis Sørensen bakker op:
- Det er klart, at vores træningskampe slet ikke er endt, som vi gerne ville have dem til. Men man skal også kigge på andet end blot resultater i de kampe, hvor der bliver prøvet en masse ting af.
- Så jeg tror stadig, at vi har fået forbedret de ting, der skulle forbedres, og at vi stadig kan nå at få de sidste ting på plads inden vores første kamp på søndag, siger den rutinerede offensivspiller.
Både Dennis Sørensen og Michael Lumb har skrevet under på en toårig kontrakt med den nye superligaklub i Vestsjælland og er begge netop hjemvendt fra den tyske 2. Bundesliga.
På søndag møder de sammen med resten af Vestsjælland-holdet Brøndby IF i klubbens første superligakamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde