Nye spillere slås med skader - Har NFH købt katten i sækken?

Nanna Hinnerfeldt satser på at være sin knæskade helt kvit, når hun starter op i NFH efter sommerferien. Foto: Ole Nielsen

To af de kommende NFH-spillere har stort ikke spillet i denne sæson på grund af skader.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der sker stod udskiftning i NFH-truppen til den kommende sæson, hvor den nye træner Niels Agesen har peget på en række spillere, han gerne vil og i flere tilfælde allerede har fået til klubben, mens andre har fået løbepas.

To af de spillere, som har underskrevet en kontrakt med NFH, er de to nuværende Ringkøbing-spillere Nanna Hinnerfeldt og Cecilie Bjerre.

Problemet er bare, at de nærmest ikke har set en håndboldbane i denne sæson. Begge spillere har haft store knæproblemer, og spørgsmålet er, om de overhovedet er klar, når Niels Agesen fløjter op til første træning efter sommerferien.

I onsdags var Ringkøbing på besøg i Nykøbing og tabte med 33-25 til NFH, og ved den lejlighed så langskytten Cecilie Bjerre hele kampen fra udskiftningsbænken uden at være omklædt, mens stregspiller Nanna Hinnerfeldt kæmpede sig igennem kampen, men blev udmattet til sidst, da hun ifølge Ringkøbing-træner Jesper Holmris, kun har trænet fem gange i hele sæsonen.

Har været uheldige

Derfor var det nærliggende at stille Jesper Holmris spørgsmålet efter kampen.

Har NFH købt katten i sækken?

- Nej det synes jeg bestemt ikke. Vi taler jo ikke om spillere, der har været ramt af to-tre korsbåndskader. Det er to rigtig dygtige spillere, der bare har været uheldige i denne sæson. Det kan man også se på vores placering sidst i rækken. Havde de to været med hele vejen, havde vi også ligget længere fremme i tabellen, er Jesper Holmris overbevist om.

- Nanna har været i Ringkøbing i seks år, og det er først i denne sæson, at hun har været ramt af en skade. Hun er på vej tilbage og træner kontinuerligt nu igen. Der er meget mere i hende, end hun har vist indtil nu, siger Jesper Holmris, der håber på at have sin anden profil Cecilie Bjerre med igen inden længe.

- Hun lavede jo 13 mål i den første kamp mod NFH og ti mål i en pokalkamp mod Odense, der slet ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle dække hende op. Men hun har jo ikke spillet siden, så der går lidt tid, før hun er helt klar igen. Men det kræver nogle flere træninger og kampe over længere tid, lyder det fra Jesper Holmris, der spår Cecilie Bjerre en stor karriere, hvis hun kan holde sig fri af skader.

X-factor

- Hun har virkelig noget x-factor, der gør at forsvaret skal indstille sig på noget helt andet i forhold til hendes skud, og kommer hun ind i et godt forløb i NFH, så taler vi altså om en spiller, der kan komme helt op på øverste hylde, hvis hun kan rykke sig lidt mere. Jeg har set hende i nogle træninger hos os, hvor jeg virkelig har tænkt, at det hun render og laver er helt ekstraordinært. Alle snakker om at Julie Scaglione (Ikast, red.) er det lysende talent i dansk håndbold. Cecilie Bjerre kan nå samme niveau, vurderer Jesper Holmris, der er sikker på, at begge spillere vil gøre det godt på Falster.

- De kæmper med formen lige nu, men de skal nok komme igen og blive profiler.

Nanna Hinnerfeldt er over sin knæskade, sagde hun selv efter nederlaget mod NFH i onsdags.

- Det går rigtig godt. Jeg har fået noget behandling, som er gået overraskende godt, så jeg regner stærkt med, at jeg er helt klar, når jeg møder op i NFH efter sommerferien.

Både Nanna Hinnerfeldt og Cecilie Bjerre har tegnet 2-årige kontrakter med NFH gældende fra sommeren 2025.