Nye tiltag skal genrejse italiensk fodbold
Landstræner Antonio Conte. Foto: Antonio Calanni/AP/POLFOTO/arkiv
Antonio Calanni/AP/POLFOTO/arkiv
Fra 2016 må Serie A-klubber kun tælle 25 spillere, og en del af dem skal være italienere og fra egen avl.
Italiensk fodbold er langt fra fordums styrke.
På klubplan har de italienske klubber svært ved at gøre sig gældende på højeste niveau i Champions League. På landsholdsplan fylder skuffelsen over sommerens tidlige VM-exit stadig.
Det får nu konsekvenser for klubberne, der optræder i landets bedste række, Serie A.
En række tiltag skal på sigt genrejse italiensk fodbold, der i 1980'erne og dele af 1990'erne havde ry for at tiltrække de største stjerner.
På et møde torsdag vedtog det italienske fodboldforbund (FIGC) en række ændringer, der er indstillet til at skulle træde i kraft fra 2016.
Ligaklubberne skal trimmes til at tælle højst 25 spillere. Heraf skal mindst fire af dem være født i Italien, og yderligere mindst fire skal være uddannet i klubbens eget talentsystem.
Præsidenten for Serie A, Maurizio Beretta, byder ændringerne velkomne.
- Disse reformer er meget vigtige, fordi det vil forbedre italiensk fodbold, vores ungdomsspillere og vores græsrodssystem.
- Dette har været på tegnebrættet i flere år. Men vi har brug for tid til at implementere det og få det til at fungere. Man kan ikke forvente resultater fra dag ét, siger Maurizio Beretta.
De nye vedtagelser kommer få dage efter, at Italiens landstræner, Antonio Conte, langede ud efter talentudviklingen i de italienske klubber.
- Vores produkt er uddøende. Vi er i gang med et meget vanskeligt generationsskifte. Vi kæmper med at udvikle talenter, og dem der kommer igennem, har ofte ikke den rigtige attitude, sagde Conte.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet